Konkurs truer Hjørring Revyen

Hvis ikke Hjørring Revyen får lov til at spille for fulde huse eller kommer ind under regeringens hjælpepakke for "aflyste og udsatte forestillinger", så går revyen konkurs. Så kort kan situationen lige nu beskrives for den nordjyske succes-revy.

3405
Henrik Baloo Andersen havde al mulig grund til at være en både stolt og glad direktør for Hjørring Revyen 2019. Foto: Arkiv.

Det er en frustreret revydirektør, der lige nu ikke aner om, Hjørring Revyen får lov at realisere sin 10 års jubilæumsforestilling til juni.

For Hjørring Revyen er i lighed med landets øvrige revyen ikke en del af de mange hjælpepakker, som regeringen indtil videre har søsat i forbindelse med corona-krisen.

– Det er frustrerende ikke at få besked, lyder det fra Henrik “Baloo” Andersen, der er direktør for Hjørring Revyen.

– Vi er simpelthen blevet glemt af politikerne, tilføjer han.

Revybranchen er på nuværende tidspunkt ikke omfattet hjælpepakken ”Kompensation for udskudte eller aflyste arrangementer”, idet antallet af publikum skal være 1000 publikum over flere forestillinger, fremfor nu hvor det skal gennemføres ved et arrangement. Øvrige nuværende hjælpepakker matcher ikke de produktionsvilkår og udgifter, som revybranchen har.

Truet af konkurs

Direktøren for Hjørring Revyen har sammen med årets revyhold i snart et år arbejdet intents på årets forestillinger, der skulle have markeret revyens seneste ti års uafbrudte forestillinger, som publikum fra nær og fjern er flokkedes til.

Men om revyen overhovedet bliver til noget, det er fortsat uvist.

For som reglerne er lige nu, så er det ikke tilladt at forsamles i såkaldt større grupper, og samtidig er der ingen politiske konkrete planer for om, der til sommer vil blive åbnet for muligheden for for eksempel at invitere et revypublikum på 400 inden for.

– Hvis ikke Hjørring Revyen får lov til at spille for fulde hus, det vil sige 400 publikummer pr aften – eller hvis vi ikke får økonomisk hjælp i form af en hjælpepakke, så vil Hjørring Revyen gå konkurs, siger Henrik “Baloo” Andersen.

Aftaler med såvel skuespillere og andre leverandører sker mere end et år før spilleperioden, ellers er det jo umuligt at sælge billetterne, som er i salg et år før spilleperioden. Revyen var således allerede før 11. marts 2020 langt forbi det punkt, hvor man kunne nå at stoppe en revy. Hvilket betyder, at såfremt der er forbud mod at spille, så har Hjørring Revyen en markant stor del af omkostningerne alligevel.

Ikke flere forestillinger

Det kan økonomisk ikke hænge sammen, hvis det bliver tilladt blot at lukke 150 publikummer ind pr forestilling, da det vil betyde, at revyen skal spille betydeligt flere forestillinger – og det kan af praktiske grunde ikke lade sig gøre.

Hjørring Revyen kan nemlig ikke udvide antallet af forestillinger, ligesom man heller ikke kan rykke premieretidspunktet til efteråret, idet revyen spiller på Vendsyssel Teater, som i fald, det kan lade sig gøre, selv skal bruge salen.

– Vi er presset ingen tvivl om det, men jeg bliver nødt til at være optimistisk og tro på, at der fra politisk side kommer en løsning, siger Henrik “Baloo” Andersen.

Efter planen skal skuespillere, instruktør og kapelmester begynde de fysiske prøver sammen på mandag, men det bliver efter Henrik “Baloo” Andersens bedste overbevisninger ikke til noget. I stedet vil man formentlig forsøge fortsat over Skype at øve årets revy og krydse fingrene for, der snarest kommer en politisk og økonomisk afklaring for den igennem flere år prisbelønnede revy.

Kilde: TV2 Nord.

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Susanne Jensen
2 år siden

Hvor vil det være forfærdeligt, hvis Hjørring Revyen går konkurt på grund af de tider vi har lige pt. Hvis Hjørring revyen ikke bliver til noget i år, hvilke jeg selvfølgelig håber meget på, at den gør, hvad så med de biletter der er købt eller bestilt over nettet, er pengene til de biletter gået tabt?