Der er foretaget ulovlig kystbeskyttelse ud for nogle sommerhuse ved Mårup Strand syd for Lønstrup, meddeler i nedenstående pressemeddelelse Hjørring Kommune.
Afrømmet jord fra sommerhusområdet er sammen med granit-sten og flydende beton hældt med af klinten. Kystdirektoratet har indgivet politianmeldelse i sagen for overtrædelse af såvel kystbeskyttelsesloven som klitfredningsbestemmelserne.
Grundejerforeningen i sommerhusområdet har inviteret borgmester Arne Boelt og formand for Teknik- og Miljøudvalget Søren Smalbro til møde om sagen lørdag den 6. januar 2018, hedder det i pressemeddelelsen fra Hjørring Kommune.
Kommunen er altid klar til at møde borgere og drøfte de ønsker, udfordringer og problemer, som vi kan bidrage til en løsning af. I den konkrete sag er det dog besluttet, at takke nej til invitationen.
Baggrunden herfor er, at der pågår en politimæssig efterforskning af sagen med henblik på, at anklagemyndigheden skal tage stilling til, om der skal rejses tiltale.
Natura2000
Det er kommunens indtryk, at der florerer en del misforståelser omkring Natura2000- beskyttelsen i området ved Mårup, som vi gerne vil bidrage til at rydde afvejen:
Natura2000 er en international beskyttelse og områdernes afgræsning er fastsat efter godkendelse af EU kommissionen.
Det konkrete Natura2000 område ved Mårup Strand syd for Lønstrup har bl.a. til formål at beskytte den fri dynamik på klinten. Natura2000 området dækker et areal fra Rubjerg Knude i syd op til Lønstrup by i nord. Lønstrup by og kystbeskyttelsesanlæggene ud for Lønstrup ligger ikke indenfor det beskyttede område, hvorfor reglerne ikke gælder her.
Ved Lønstrup kan man i øvrigt tydeligt se, at konsekvensen for klinten, når effektiv kystbeskyttelse hindrer kysterosionen er, at klinten rundes af og bliver bevokset. Den frie dynamik er således standset. Det er netop dette forhold der gør, at effektiv kystbeskyttelse, der standser kysttilbagerykningen vil være i strid med bestemmelserne indenfor Natura2000 området.
Kystbeskyttelse i form af sandfodring i mængder, der alene reducerer kysttilbagerykningen, vil ikke være i strid med Natura2000 beskyttelsen.
Selve sommerhusområdet ligger udenfor Natura 2000 området, hvorfor afrømningen af sand fra terrænet i sig selv ikke er i strid med disse bestemmelser. Hele klinten og stranden ligger derimod inde i Natura2000 området. Det afrømmede jord, granit-sten og flydende beton er således læsset af inde i selve Natura2000 området.
Hvad kan man gøre her fra?
Hjørring kommune og Kystdirektoratet har taget initiativ til et fælles kystbeskyttelsesprojekt med grundejerforeningerne langs en 7½ km lang strækning. Kystbeskyttelsesprojektet vedrører storskala sandfodring direkte i kystprofilet på revlen og projektet inkluderer også området ud for Mårup Strand.
Ved god tilslutning fra grundejersiden til projektet er der potentiale i at kunne håndtere den meget store kysterosion, der helt naturligt er på Hjørring Kommunes vestvendte kyst. Projektet starter i 2018 men forventes at accelerere væsentligt i perioden 2019-2023. Hjørring Kommune forventer, at staten efter nærmere forhandling, også indtræder i projektet i denne periode med et betydeligt bidrag.
Der har været arbejdet med dette kystbeskyttelsesprojekt i en længere periode – og umiddelbart før jul trådte også Grundejerforeningen Strandfogedgård ind i projektet, slutter Hjørring Kommune.
Kilde: Hjørring Kommune.
Foto: Brian Daugaard.