
Hjørring Kommune tilbyder nu 200 gratis energitjek til alle borgere i kommunen efter først til mølle princippet.
– Vi forventer, at projektet vil kaste cirka 5 årsværk af sig til især håndværkere. Samtidig er det en rigtig god investering for boligejerne, oplyser kommunikationsmedarbejder Ole Jakob Svendsen.
– Hvis tilbagebetalingstiden på at skifte oliefyret ud med en varmepumpe for eksempel er 7 år, svarer det til cirka 10 % p. a. i renters rente. Samtidig er det en lav risiko plus værdisikring af huset, uddyber Ole Jakob Svendsen.
Man kan desuden få omkring 7.000 til 10.000 kr. for at sælge energibesparelsen til et forsyningsselskab, når man udskifter sit oliefyr.
Husets Energi står for de nævnte energitjek og har brug for samarbejdspartnere. Det skyldes, at Husets Energi udelukkende giver uvildig energirådgivning og ikke selv udfører byggeledelse eller renoveringsopgaver.
Derfor retter kommunen kontakt til fagpersoner for at høre, om de kunne være interesseret i at deltage i projektet. Det er som udgangspunkt gratis at deltage i dette netværk, og henvisningerne vil komme fra HusetsEnergi, når der er udført energirådgivning hos borgerne.
Tirsdag den 24. februar inviteres alle håndværkere i Hjørring Kommune således til et informationsmøde omkring projektet. Byggerådgivere, som tilbyder rådgivning til private, ejendomsmæglere og banker er også velkomne.
Banker og Ejendomsmæglere er meget velkomne i tidsrummet 15.00 – 16.00. Håndværkere og byggerådgivere er meget velkomne i tidsrummet 16.30 – 18.00.
Mødet holdes i kantinen på Hjørring Rådhus, hvor der er indgang ved borgerservice på Springvandspladsen. Tilmelding er unødvendig.
Kontakt
For yderligere information kan man kontakte projektleder ved Hjørring Kommune: Thomas Jensen på tlf.: 72 33 67 20 eller HusetsEnergi på tlf.: 99 92 92 92.