I 2020 har regeringen sat en halv milliard kroner af, så der kan blive ansat flere pædagoger i landets vuggestuer og børnehaver.
Det er første del af regeringens gradvise indfasning af minimumsnormeringer. Men en egentlig model for minimumsnormeringer er stadig ikke klar. Den skal partierne forhandle om senere i år.
I Nordjylland er det blevet til 47,2 millioner kroner ekstra, som kommunerne kan ansætte personale for. Af nedenstående grafik fremgår det, at Hjørring Kommune får ekstra 5 millioner kroner i 2020.
Liselotte Thomsen er formand for BUPL Nordjylland. Hun er glad for den nye bevilling, men ifølge hende er det ikke nok
– Det er rigtig dejligt, at der kommer flere penge til pædagoger. Men selvom 500 millioner kroner lyder af meget, så er der stadig lang vej, før vi får et niveau vi kan være bekendt. Ikke bare overfor pædagoger, men også overfor børnene i daginstitutioner, siger hun og fortsætter:
– Når man som pædagog er alene med 12 vuggestuebørn, så er der ikke meget tid til de nære relationer. Og så føler pædagogerne, at det, de kan nå, er utilstrækkeligt.
BUPL anbefaler, at der i Danmark skal indføres minimumsnormering. En såkaldt en-til-tre og en-til-seks ordning. Det vil sige, at der i vuggestuer skal være en pædagog til tre børn, og at der i børnehaver skal være en pædagog til seks børn. Men ifølge Liselotte Thomsen skal der findes endnu flere penge, hvis det skal blive en realitet.
– Det kommer nok til at koste to milliarder kroner, hvis vi skal nå vores anbefaling for minimumsnormeringer. Så selvom vi er glade for denne bevilling, skal der endnu flere penge til, siger hun.
Pengene er blevet fordelt til kommunerne baseret på børnetal. Det vil altså sige, at kommuner med mange børn får flest penge til at hyre ekstra personale.
Når minimumsnormeringerne er fuldt indfaset i 2025 er det planen, at der årligt skal afsættes 1,6 milliarder kroner til området.
Bevillingen er vedtaget af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Alternativet, og pengene kommer fra finansloven.
Kilde: TV2 Nord.