Den 27. september kl. 20.00 er der koncert i Sømandskirken med Steffen Westmark, der er kendt som forsanger i bandet The Blue Van, samt otte nordjyske talenter fra talentprojektet Lydkanten. Koncerten har tidligere været omtalt her på FlaskePosten.
Det nye i sammenhængen er imidlertid, at man nu kan komme gratis ind til koncerten. Der er dog den betingelse for at få gratis entre, at man skal ankomme på knallert. Anledningen er en ny video fra The Blue Van, hvor Westmark cruiser derudaf på en motorcykel iført læderjakke, solbriller og hjelm.
Publikum opfordres derfor til at sætte gang i Vespaen og tage turen til Hirtshals, hvor Den Svenske Sømandskirke er rammen om showet for Lydkanten. Publikum uden knallert er også meget velkommen, men vil blive nødt til at købe en billet for beskedne halvtreds kroner.
– Projektet går ud på at hylde vores lokalområde, samtidig med at vi præsenterer noget ny, nordjysk musik. Derfor tager vi en nordjysk kliché, at der er en masse knallert-agtige typer heroppe, og vender det til noget positivt, udtaler projektleder Emil Sørensen.
Steffen Westmark er oprindelig fra Brønderslev og er hyret ind som coach, sammen med de to andre nordjyder Michael Møller (The Mountains) og Christian Hjelm. De tre coaches har taget otte nordjyske talenter under deres vinger og afholdt seks workshopdage, hvor de har delt ud af deres sangskrivningsekspertise og massive erfaring.
Efter meget velbesøgte koncerter i Frederikshavn Kirke og på Løkkenstrand Kulturhus med Christian Hjelm som weekendens vært er det altså nu blevet Steffen Westmarks tur til at besøge Nordjylland sammen med de nye talenter.
– Jeg vil være den dér, der udfylder hullerne, når de har helt banale spørgsmål. Der er ingen dumme spørgsmål, for det er bare så omfattende at være musiker både på den kreative side, men også på den helt lavpraktiske side, siger Steffen Westmark.
Projektet er udviklet af det regionale spillested Det Musiske Hus og Kulturalliancen, som er en unik kultursammenslutning mellem kommunerne i Frederikshavn og Hjørring.
Link til første artikel: Lokale musiktalenter og Steffen Westmark i Sømandskirken