
Da FlaskePosten den 9. februar smagte på Restaurant Lillehedens foregående menu med slow food, spændtes vi til bristepunktet af forventning allerede med velkomstdrinken, som dengang var den mousserende Anna Brut Rosé.
Restaurantens kokke har nu forsøgt at overgå sig selv med endnu en omgang slow food, som vi endnu ikke har haft fornøjelsen af at smage, men som vi alligevel fristes over evne til her at løfte lidt af sløret for, idet der denne gang indledes med saltmandler og Cava.
Dernæst er der skovkylling, som serveres i skal med spæde forårsgrøntsager, hvortil der nydes et glas østrigsk Grüner Veltliner Terassen, Dimâne Wachau. Derefter er der Panna Cotta med stenbiderrogn, creme fraiche forårsløg og sprød malt, mens vinen er fransk Viognier Laroche.
Efterfølgende står valget mellem æbleporcheret skærising, brændt blomkål, løgflager, parmaskinke-crumbel og æble beurre blanc med den franske vin Adorato Tommasi, der også kaldes den hvide Amarone, eller lammeculotte med krydderurter, ramsløg, bagt hvidløg, løgkompot, grillet gulerod, confitterede kartofler og skilt lammesky med ramsløgsolie og den spanske vin Castell de Raimat, Temprenillo.
Endelig er der tre slags oste med frugt og nøddebrød, hvor førstnævnte er røget hvis Sønderhaven med havtornechutney, Vesterhavsost med syltet rabarber og Blå Kornblomst med nødder i honning nydt med en tysk Hochheimer Riesling Rheingau.
Menuen afsluttes med citronfromage; mynte/lime sorbet, med vaniljeskum, saltkaramel og variant af hvid chokolade. Hertil en cocktail Mojito med 2 cl. hvid rum og mynte.
Altså endnu en gastronomisk tour de force, hvor vinen igen bringer gæsterne igennem flere lande, mens madens friske råvarer har et umiskendeligt lokalt tilsnit.
Hvis menukortets ord holder, hvad de indirekte lover, har kokkene mindst gentaget succesen!