Kohno & Co kørte med klatten

End ikke gentagne skybrud kan stoppe Musik Under Trappen.

8

Fallitten med Skagerrak Festival var for snart et par årtier siden en kold dukkert for folkene i Hirtshals Musikforening. Her i byen er der bare sjældent noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet. For så vidt udsprang Musik Under Trappen faktisk også af forliset for den nævnte Skagerrak Festival.

Det har vi nu i otte dage igen nydt godt af med 28 bands og solister, der hver aften har lokket hundredvis af feststemte mennesker ned på Sydvestkajen. Hvad enten vejret har artet sig rimeligt eller som især onsdag og fredag aften har ladet himlens sluser åbne sig over Hirtshals, har intet kunnet stoppe Musik Under Trappen.

Fredag aften var som antydet heller ingen undtagelse. Det meste af aftenen stod det simpelthen ned i stænger, men inde i teltet kørte showet uanfægtet videre med en cool professionalisme, der er en amerikansk præsidentkandidats valgkampagne værdig. Det hele kulminerede selvfølgelig med Jens Kohnos præsentation af No Good. I den anledning havde han lånt Michael Vajhøjs regnbuespraglede habit, der plejer at blive sat på auktion efter Musik Under Trappen.

Her blev videoen, der ved præsentationen af bandet kørte live på Facebook, ganske vist noget dogmeagtig, hvilket strengt taget også kan være en kompliment, men det er altså tillige, som om intet kan stoppe Musik Under Trappen, når først formand Rasmus Jespersen og bestyrelsen samt et par hundrede frivillige fra klubber og foreninger har sluppet den toptunede ånd ud af flasken i Hirtshals. Her er i den grad baghjul til Pokémon Go.

Hatteløft og tusind tak derfor fra os på FlaskePosten og garanteret fra en hel masse andre i og omkring Hirtshals!

PS: Husk, at No Good spiller igen til strandfesten i Tornby.

Strandfest_Tornby_FlaskePosten_1

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments