Knallertnostalgi ved lørdagens Torvemarked i Bindslev

Der var hverken Stewart Stardust eller Jul på Vesterbro, men derimod den lokale PUCH Klub ved Torvemarkedet på Nørrebro i Bindslev.

532

Af Jens Kranen
Catwizle Production

Den lokale PUCH klub havde lørdag valgt at vise deres nostalgiske knallerter frem på Torvet i Bindslev.

Nogen havde ligesom Stewart Stardust fra Jul på Vesterbro en grå mælkekasse bagpå. Formanden Preben G. kunne berette, at klubben efterhånden tæller små 30 medlemmer, som mødes hver anden onsdag, men når vejret er godt, er der altid plads til en spontan tur i det grønne.

Selvom klubbens motto lyder ”Vil du vær med i klubben, skal der stå PUCH på blokken!” er alle andre mærker ligeledes meget velkomne. Formanden, som selv kører en Yamaha, kunne da også fortælle, at der overvejes et navneskift, men lad os nu se, som han sagde.

Nogle af klubbens medlemmer kørte da også en tur i det grønne lørdag. Anført af Moped Madsen sneg konvojen af veteranknallerter sig ud af Bindslev. Målet for dagens tur var Trafikkiosken i Tårs.

Senere på dagen skulle de hårde drenge dog være tilbage for at vise deres knallerter frem på Tversted Marked. Netop Tversted Marked var måske en af grundene til, at der ikke var helt så mange besøgende til denne lørdags Torvemarked.

Alligevel var der en del, som valgte at kigge på, hvad kræmmerne og andet godtfolk havde at byde på. Hos haveselskabet fra Sindal og omegns Havekreds lød dagens motto: Planter sælges og gode råd gives. For dem, som er mere til den søde tand, kunne der erhverves honning og honningbolcher fra Åbyen.

BHE havde gang i deres tombola samt salg at lodsedler, hvor hovedgevinsten er et rejsegavekort.

Desuden sælges der stadigvæk ænder til næste uges andevæddeløb på Uggerby Å.

Traditionen tro var det BTI, som stod og sørgede for grillpølser denne lørdag dag. Tennisafdelingen serverede velsmagende pølser med brød.

For den musikalske underholdning stod Vendsyssels svar på The Dubliners, som selvfølgelig er The Irish Waterfalls.

Mange irske folkeviser kunne høres i dag på Torvet. Skulle du have misset The Irish Waterfalls i dag, er der mulighed at møde dem på mandag i Hirtshals til Musik Under Trappen.

Eller på onsdag hos Sindal Camping. Hvis du kun har tid i næste weekend, så spiller The Irish Waterfalls fredag, lørdag og søndag på Bindslev Harmonikatræf.

Fra klokken 13 var der desuden livemusik hos Pub Corallen. Anne Møller fra Frederikshavn underholdt med et hav af nationale og internationale ørehængere, som hun fortolkede på sin helt egen, smukke måde.

Anne kan du også møde til Musik Under Trappen. Hun spiller fredag fra kl. 18.10, efter hun tidligere den dag skal spille til Danmark Dejligst i Kvissel. Her har en vis hr. Nøhr også meldt sin ankomst.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments