Som oftest kalder jeg mig kulturkristen og anser mig selv for et frisindet og tolerant menneske, men en sjælden gang imellem støder man på ytringer så tåbelige, at man ikke ved, om man skal grine eller græde.
Ovenstående foto er således taget af netavisens freelance fotograf Preben Andersen lørdag på havnen i Hirtshals. Rent bortset fra de graverende grammatiske fejl, der desværre kun bidrager til den bayloniske forvirring, så er det altså grotesk, når nogen i 2018 fortsat tror, at man kan omvende andre ved at true med Helvede.
Ikke alene påstås det altså skruppelløst, at hin enkelte fortabes, hvis ikke vedkommende vågner op og omvender sig, men at alle andre dermed også ryger lige lukt i Helvede.
Helt absurd bliver det, når der afslutningsvis opgives et telefonnummer til Jesus, der åbenbart bor i Sæby. Nu har nærværende skribent ikke forsøgt at ringe på det, men hvis nogen skulle gøre forsøget, må de endelig hilse vedkommende i den anden ende.
Man skal minsandten da høre meget galimatias både fra ateister og fanatiske religiøse mennesker, før ørerne falder af, men her er bunden vist igen nået.
På den anden side kan man mene, at turistdestinationen Toppen af Danmark da virkelig har fået en appelsin i turbanen med Jesus Kristus Larsen bosat i Sæby.
Sloganet Lysets Land får hermed en helt ny betydning for Vendsyssel!