Af Peter Duetoft
Medlem af Hjørring Byråd
Socialdemokratiet
Der er tidspunkter, der står printede i ens hukommelse. Et af dem er netop i disse timer 50 år siden. Den 21. juli 1969 tilbragte jeg foran et et ældgammelt TV i mine forældres sommerhus på Vig Lyng.
På skærmen så jeg utrolige og uforglemmelige billeder – mens jeg ventede og ventede og ventede. De første mennesker var netop landet på Månens overflade – og øjeblikket nær, hvor det første menneske skulle betræde et fremmed himmellegeme. Men tiden holdt ikke. Det fastsatte tidspunkt blev overskredet. Trætheden satte sig i øjnene, men jeg ville ikke give op. For jeg ville se det fantastiske øjeblik i menneskets historie. Klokken blev tæt på 04 dansk tid, da det skete. Neil Armstrong hoppede ned ad stigen og betrådte Månens overflade. Så sagde han de kendte ord: “One small step for a man, one giant leap for mankind!”
Det sidder dybt i alle os, der overværede Måne-landingen på TV.
Forhistorien
Mennesket har altid drømt om at afsløre himmelrummets hemmeligheder. I 1961 bebudede Præsident, John F Kennedy, at USA inden for et årti ville have et menneske på Månen. Det lykkedes. Baggrunden for Kennedy’s løfte og de efterfølgende enorme investeringer – var rent politisk. Vi var midt under den kolde krig. Kapløbet mellem Sovjet og USA fungerer på alle niveauer. På rumforskningens område var USA sakket bagud – og det var et prestigetab, der betød noget. Nu skulle det bevises, at det vestlige system var det kommunistiske overlegent – derfor skulle det amerikanske flag plantes på Månens overflade. Men tilgiften var stor: Enorme videnskabelige og teknologiske nyskabelser. Ud over det politiske ændrede projektet voldsomt mange ting. Og det var modigt. Saturn V raketten, den største raket, der nogensinde har eksisteret, brugte teknologi, der ikke engang var opfundet i 1961.
Modsætninger
En sådan historie har selvfølgelig mange besynderlige modsætninger. Pengebeløbet, det hele kostede, kunne have ændret mange ting i USA, men man prioriterede alligevel Månen – og tak for det. En af hovedmændene fra Saturn V projektet var tyskeren Werner Von Braun, en af Hitlers raketeksperter. På den baggrund har han altid været en kontroversiel person, men hans viden og erfaring var banebrydende også for Måne-projektet. Og kendt var han. Werner Von Braun var een af de udenlandske personligheder, jeg som dreng kunne huske – så spor måtte han jo have sat. Og hvordan vægter man så? Saturn V projektet var et enormt projekt: 20.000 virksomheder og institutioner stod bag byggeriet og over 300.000 mennesker var involverede.
Træls
Vi husker alle Neil Armstrong – den første mand på Månen og hans berømte ord. Nummer to var Buzz Aldrin som jo også fik lov at “lege” på Måneoverfladen. Aldrin var i ø frimurer, så i dette historiske projekt – såvel som i så mange andre – var de frimureriske værdier og tankesæt med. Men oppe i himmelrummet sidder den tredje astronaut i kommando modulet, Michael Collins, der ofte glemmes i al virakken. Men han var der, selvom han ikke fik Månestøv under fødderne. I dag taler han om den entusiasme og den optimisme, der lå i hele tankegangen – og som skabte det helt unikke. Han håber, at kunne give den videre til Verden af i dag.
Fremtid
Hvor der var nysgerrighed, national prestige og videnskabelige ønsker i processen op til Månelandingen for 50 år siden, kan man i dag godt frygte, at drivkrafterne for nye eksperimenter vil være andre. Overbefolkning på Jorden og nødvendig “udvandring” til kolonier på Månen kunne være een, selvom tanken vel mest hører hjemme i litteraturen. Men økonomi, minedrift og overførsel af grundstoffer fra Månen til Jorden er kommet langt mere i fokus. USA, Sovjet og Kina arbejder på det. Ikke mindst de sidste prioriterer det højt. Så ved vi, hvad der sker: Når penge og produktion kommer med, er skridtet ikke langt til magtkamp og konflikt. Derfor ser man også flere og flere tanker om militarisering af Rummet. Hvis det skulle ske, er Måneprojektet ikke længere en drøm, en opdagelsesrejse, der skal afsløre Verdensrummets hemmeligheder eller en udfordring, der kan bringe mennesket videre. Så er det blot endnu en pind i den ligkiste, der kan blive rammen for menneskehedens endeligt.
Da Armstrong og Aldrin gik rundt på Månen, efterlod de en melding om fred og samværd i Verden. De kom med fred.
Da Apollo 17 forlod Månen som den indtil nu sidste mission, sagde astronaut, Eugene Cernan: “As we leave the Moon at Taurus-Littrow, we leave as we came and, God willing, as we shall return, with peace and hope for all mankind!”
Lad os håbe, at man stadig husker de ord.
Min måne
Jeg synes Månen er det smukkeste himmellegeme. Dens klare og kølige lys og dens romantik. Når jeg står på min altan i Sindal og ser på den, halv eller hel – så er det uforståeligt at der gik mennesker helt deroppe. Men jeg så det jo selv på TV for 50 år siden. Selvom jeg ved det, tager det intet fra min fascination af netop den. Og det på trods af, at jeg så dens grå overflade klokken 03.56 den 21.juli 1969.
Månen er stadig smuk.
Foto: Wikipedia.
