Af Thomas Klimek (S)
Formand for Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget
Hjørring Kommune
Det var en novemberaften i 1992. Den erfarne klasselærer lænede sig ind over bordet og så på den godt 50-årige hjemmehjælper og hendes pubertetsbumsede søn.
»Spørgsmålet er, om ikke du spilder et år, hvis du tager 10. klasse med, Thomas? Du vil godt kunne begynde på gymnasiet efter niende.«
Klasselæreren smilede til den 15-årige, der nu skriver disse linjer som 41-årig erhvervsaktiv.
Min daværende klasselærer var utroligt god. Dygtig, empatisk og velmenende. Men jeg, min mor og min smedeuddannede far vidste reelt ikke en skid om, hvad gymnasiet indebar. Mange af de andre skulle på gymnasiet, og jeg var ok til det boglige, i hvert fald nogle af de såkaldte humanistiske fag som sprog og historie. Først meget senere fandt jeg ud af, hvad der så faktisk menes med humanistiske fag, da jeg tæt på de 30 startede på læreruddannelsen, der var dyppet og rullet i semiakademiske ambitioner.
Men det vidste mine forældre og jeg ikke den aften i 1992. Der var ikke én studenterhue eller akademiker i vores familie eller slægt.
Nå, men månederne gik, og hormonerne overtog al hjerneaktivitet og seriøsitet. En del af de andre klassekammerater drog på Tornbjerg, Nordfyn, Katedralen og Skt. Knuds gymnasier, da sommeren kom.
Mig? Jeg havde fået min største ambition opfyldt: Jeg skulle gå i 10. klasse med Jack og Jesper. Faglige ambitioner var latterlige, og vi brugte hver skoleuge på uskyldig ballade og ugens højdepunkt: fredagens indkøb af en kasse Albani, der blev nedsvælget med Faith No More som baggrundstæppe. Det år tog vi meget lidt fra den faglige buffet, men vi havde en fest, og det har jeg aldrig fortrudt.
Søde piger, fede fester
Så kom august 1994. Forude ventede tre år på Nordfyns Gymnasium som sproglig. Jeg valgte den sproglige linje, da det gjaldt om at undgå matematik og fysik. Jeg fik overbevist mine forældre om, at indkøb af en PC var fuldstændig afgørende, hvis jeg skulle erhverve en studenterhue tre år senere. De har altid villet mig det godt, så PC’en kom i hus, og den virkelige motivation for indkøbet – endeløse timer med Premier League Manager – havde båret frugt.
Det var fedt at gå i 1.g. Der var søde piger overalt, fede fester, og man styrede selv sit fravær. Igen havde jeg en fest, der først sluttede hen i foråret 1995, hvor de manglende afleveringer hævnede sig. Studievejlederen opfordrede mig til at stramme op i 2.g, men det virkede uoverskueligt for mig, og hvem skulle jeg sparre med? De andre i klassen var ræset forbi med en anden indstilling, disciplin og nok en del mere modenhed. Jeg stoppede efter 1. g.
Så måtte det være handelsskolen. I august 1995 begyndte jeg på HG. Et år senere blev jeg færdig med et noget bedre resultat. Min lærer i erhvervsøkonomi og min mor, der selv gik ud af 7. klasse, ville have mig på HHX. De mente, at jeg ville fortryde, hvis jeg gik i lære i en tøjbutik. Her var vilkårene dårlige arbejdstider og beskeden løn, sagde de.
Men jeg var skoletræt og rådvild. Samtidig tænkte jeg, at HHX ville være for svært for mig, men jeg havde ikke rigtig noget eller nogen at måle mig med. Så i juni 1996 startede jeg min merkantile karriere som elev hos Mr. Isaksen i Odense City. Det blev to lange år. Jeg røvkedede mig, men den kloge besked fra min mor var benhård og uden nåde: »Du gør det færdigt!« Så sådan blev det. Endelig kom 1998 og slut, færdig med svendebrev i hånden. Herefter ét år i Dronningens klæ’r som garder i Hovedstaden.
I sommeren 1999 stod jeg så med min rygsæk foran mine forældres hus, 22 år gammel og i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Jeg ville bestemt ikke bruge min uddannelse som salgsassistent, det var det eneste, jeg vidste. Spådommen fra HG var gået i opfyldelse.
At knække koden
I ellevte time fandt jeg så Fyns Studenter- og HF-kursus, hvor jeg blev indmeldt noget efter kursusstart. Her var lidt samme konditioner som på gymnasiet fem år tidligere: søde piger, fester og frihed, og det værdsatte jeg da bestemt også, alderen og sindet var til det.
Men noget var alligevel anderledes. Jeg havde fået mere overblik over uddannelsessystemet og var frem for alt modnet. Jeg havde efter to ungdomsuddannelser, et svendebrev og værnepligt fået mere af virkeligheden, og jeg var nu 22 og ikke 17 år. Det gik godt, jeg fik ret gode karakterer og nok et ry for at være lidt seriøs i timerne. Grundet elendig økonomi flyttede jeg hjem til mine forældre, kort før jeg skulle til de afsluttende eksamener, der skulle udløse den berømte hue.
En aften sad jeg og terpede, da min far stak hovedet ind. Vi sludrede lidt, og så sagde han:
»Hva’ kan du så få af arbejde med den dér uddannelse … hedder den HTX? … når du er færdig?«
Det lyder måske sjovt, men min far var i sin gode ret til at spørge. Han er uddannet skibsbygger på Lindøværftet og havde ikke en jordisk chance for at overskue uddannelsessystemet og alle dets forkortelser og kunne derfor ikke rådgive sin søn om mulighederne i den danske uddannelsesjungle, der ikke er blevet mindre uoverskuelig for bogligt fremmede familier.
Jeg fik min hue og drog så nogle år til udlandet, hvor jeg pudsigt nok kunne bruge min merkantile uddannelse som levevej i Schweiz og Caribien.
I sommeren 2003 begyndte jeg så på den fireårige læreruddannelse, hvor jeg som 30-årig dimitterede – det ord lærte jeg betydningen af som 29-årig – med en ret god eksamen. Først den dag følte jeg mig ligeværdig med min egen generation. Jeg havde efter mange år knækket uddannelsessystemets hemmelige riter og kodeord, hvor disposition, metodevalg, empiri og delanalyse er talk of the town.
Skynd dig langsomt
I dag arbejder jeg så selv med Thomas’er. Unge, der er uddannelsesfremmede af den ene eller anden årsag. Jeg selv voksede op i gode og kærlige kår, men vi var boglige turister, og derfor blev et fleksibelt uddannelsessystem min ekstra chance til at finde min vej – ad flere omveje.
Jeg er bekymret for det politiske pres, der udøves i disse år, hvor alle 16-årige skal vide, hvad og hvem de vil være, inden de tilnærmelsesvis er blevet fortrolige med voksenlivets muligheder.
Skynd jer at blive færdige, lyder mantraet. Paradoksalt kommer denne opsang ofte fra politikere, der aldrig selv blev færdige med en uddannelse.
Jeg siger i stedet Festina Lente (skynd dig langsomt). Og se bare, selv skibsbyggerens søn kan citere Augustus, når blot han får tiden til at lære ham at kende. Men fine citater giver nu ikke meget smør på brødet, det gør knofedt …lærte jeg af skibsbyggeren og hjemmehjælperen. Og tak for det!
Når det er sagt, så er jeg bange for, at vores uddannelsessystem snart ikke længere tillader de umodne, de uddannelsesfremmede og de skæve at finde en vej, der giver mening.
Den dominerende excel-logik, hvor uddannelse er en politisk salgsvare, vil formentlig hurtigt skyde min holdning ned som et forkælet synspunkt fra en middelklassedreng, der ikke er en helt rigtig mønsterbryder. For jeg har jo ikke rejst mig fra et hjem med misbrug eller andre ulyksaligheder, vel? Mit hjem var godt, og dybest set var jeg måske bare længe om at finde den rigtige hylde på arbejdsmarkedet – hvis en sådan findes.
Jo, det er på sin vis rigtigt, men summen af et mangfoldigt og demokratisk samfund er vel, at vi får tid og plads til at blive oplyste og nyttige, inden vi finder vores kolonne i førnævnte regneark. Det er mit håb, at de sent modnede, de useriøse eller dem fra ikkeboglige hjem også i fremtiden vil få chance to, tre eller måske fire, før de finder deres svar.
Foto: Thomas Klimek.
