KLUMME: Respekt for Team Hjørring Youth

Jesper Holmelund udtrykker i denne klumme sin dybeste respekt ikke mindst for de unge mennesker hos Team Hjørring Youth.

732

Af Jesper Holmelund

Hvor heldig kan man være? At besøge Danmarks største og fedeste cykelhold på vej til Paris og få et wildcard til sidste etape på 102 km med endestation Champ de Mars via Champs Elysees og Triumfbuen er en kæmpe stor ære for mig.

15 vidunderlige teenagere og 60 voksne i alle aldre er en fin kombination men også en enorm udfordring at styre sikkert ned gennem Europas landeveje. Teamchef Peter Aagaard og hans kaptajner og løjtnanter har em enorm opgave som de løser perfekt.

Holdet serviceres af servicechef Jeanette Ørtoft og chefmekaniker Jens Peter Palmblad og 19 hjælpere der sørger for den optimale forplejning på landevejen .2- 3 gange dagligt
Jeg havde ellers for længst besluttet mig til at 5 gange tidligere cykelture til Paris var tilstrækkeligt, men muligheden for at nøjes med den korteste og afsluttende tur var selvfølgelig uimodståelig.

Vi mødte Team Hjørring allerede dagen før hvor de stred sig 177km i modvind frem til Ibishotellet i Chateau Thierry. Vi fik en varm velkomst af gamle venner og nye medlemmer af Team Hjørring og nød en hyggelig time på ‘bagsmækken’.

Jeg indrømmer at jeg var i tvivl om formen var ok til de 102 km hvor af de sidste 36 km går langs en kanal der fører direkte ind til ringvejen omkring det centrale Paris. Det gik heldigvis fint, formentlig fordi farten var moderat i dagens anledning og fordi kaptajn Birgit Stensbak og Peter Kaae Muhlig lod mig indtage en fast plads bagerst på hold tre.

Kaptajnerne gentog gang på gang at vi skulle huske at nyde turen – sidste dag og så ind i hjertet af byernes by. Det blev en fabelagtig dejlig tur. Solen skinnede og vinden var svag og uden betydning. Det er en unik oplevelse at cykle ind gennem Paris i en samlet kæmpe flok cykelryttere. Når først de forreste kørte gennem krydset fulgte hele flokken med selvom lyset blev rødt. Biler og fodgængere stoppede op og de fleste var smilende og nysgerrige og mange havde mobilen fremme for at filme denne danske karavane der møvede sig vej. På Champs Elysees mødte vi hundredevis af gendarmer som både gav high fives og smilende så gennem fingre med vores kørsel gennem røde lyskryds – bonjour monsør gendarm.

Triumfbuen er imponerende på afstand, men at cykle omkring den er en fed oplevelse som kun få er forundt. Vi flettede fint ind mellem bilerne og drejede over mod Eifeltårnet hvor flere hundrede familiemedlemmer og venner tog imod med sang og viftende dannebrogsflag. Serviceholdet serverede champagne og kransekage. Sikke en fest…

Erfaringen viser at en vis tomhed melder sig efter 1,5 års fællesskab med træning afsluttende med 9 dages hård cykling ned gennem Europa. Den står på afslapning UDEN cykel i lang tid efter man kommer hjem. De fleste finder den dog frem og sætter sig nye mål. En gang tour de Paris og man har et nyt forhold til fysisk aktivitet og sin krop og hvad den kan yde.

Afslutningsvist vil jeg udtrykke min dybeste respekt for Team Hjørrings 15 unge mennesker (THY=Team Hjørring Youth) som har gennemført denne rejse med voksenholdene på imponerende vis. 1650km på 9 dage, i både kulde, regn og varme. Sikker på de er kommet bedre forberedt til det voksenliv der venter lige om hjørnet.

Se mere på www.team-hjoerring.dk og vores FB side Team Hjørring.

Merci beaucoup!

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Bjørn Toft
4 år siden

Fantastisk flot af alle. Min dybeste respekr