KLUMME: Norsk afgørelse kan blive katastrofal i Hirtshals

Borgmester Arne Boelts norske guldgrube på Hirtshals Havn risikerer at brase sammen, hvis ikke der retligt tages yderligere skridt eller sker mirakler i form af pludselig politisk besindelse hos regeringen i Norge.

1901
Norwegian Gannet i Hirtshals Havn. Foto: Preben Andersen.

Allerede den 9. december 2017 kunne vi afsløre, at industrikoncernen Jackon Holding A/S gennem sit datterselskab Jackon Danmark A/S havde indgået en langvarig aftale med det norske selskab Hav Line Processing A/S om produktion og leverancer af fiskekasser i EPS, til Hav Lines nye anlæg i Hirtshals.

– Vi har i lang tid arbejdet sammen med ejerne af Hav Line Gruppen om denne etablering, og er vældig glade for at være en del af den store satsning som nu sker på havnen i Hirtshals. Under projekteringen af fabrikken har vi både lagt vægt på den mest mulige effektive grænseflade til Hav Line, sagde dnegang Stein Trygsland, som er CEO i Jackon.

Forinden havde vi løftet sløret for Hav Line Gruppen A/S, som på det tidspunkt var et relativt nystartet selskab, der havde og har som forretningsidé at bygge, eje og drive et fartøj, der henter laks direkte fra opdrætternes netkant, hvor hele processen med blandt andet lastning, slagtning, rensning, køling og videre transport sker ombord på et stort fartøj med kurs fra de norske fjorde til den planlagte fisketerminal på Hirtshals Havn.

Hav Line A/S havde allerede fartøjet Norwegian Gannet under bygning i Spanien. Ligesom planerne var på skinner med at etablere en fisketerminal til modtagelse af fisken ved Industrikajen i Hirtshals. Det var et kæmpe projekt, som nu afdøde direktør Iver Espersen var dybt involveret og engageret i på grund af det store potentiale også for byen Hirtshals og hele Hjørring Kommune.

Kombineret med et lakseslagteri ombord på Norwegian Gannet med kapacitet til hele 100 ton i timen og lagerkapacitet på 1.000 ton ville fartøjet årligt kunne slagte og fragte op mod 150.000 ton laks fra Norge til Hirtshals. Dette modsvarer en reduktion i antallet af vogntog på de norske veje med 7.500 om året.

Alt dette skete med klare politiske signaler om godkendelse. Ligesom den daværende norske fiskeriminister Per Sandberg fra Fremskridtspartiet var fuld af lovord og bistod dertil velvilligt ved det første spadestik til den store lakseterminal og kajanlægget ved Hirtshals Havn. Borgmester Arne Boelt kaldte samtidig hele projektet for en guldgrube i Hirtshals.

Undervejs har folkene bag investeret i omegnen af angiveligt 1 milliard kroner. Desværre gik der sidenhen politik i hele projektet. Den nye fiskeriminister Harald Nesvik vendte rundt på en tallerken, selv om han er partikammerat med Per Sandberg. Forbud mod sejladsen med laks blev dekreteret, men en midlertidig tilladelse blev sidenhen givet af retten i Bergen.

Senest kunne vi dog lørdag afsløre, at den norske regering nu tilsyneladende definitivt med præciseringer af en såkaldt kvalitetsforskrift har stukket en politisk kæp i maskineriet for Hav Line og Norwegian Gannet. Taberne er imidlertid ikke bare sidstnævnte, men som det fremgår tillige virksomheden Jackon Danmark A/S. Ville ejerne have etableret fabrik her uden Hav Line og Norwegian Gannet. Næppe.

Tabere bliver også Hirtshals Havn og Hjørring Kommune. Investeringer og fremtidige arbejdspladser går kort fortalt tabt, hvis ikke det lykkes for investorerne at komme videre eventuelt ad rettens vej eller ved et mirakel af pludselig politisk besindelse i Norge.

Norwegian Gannet ved Industrikajen i Hirtshals Havn. Foto: Jens Kranen.

I skrivende stund ligger Norwegian Gannet derfor stille ved Industrikajen hos Hirtshals Havn. Stilheden hersker også ved lakseterminalen hos Hav Line. Noget af en trist historie!

Læs vores tidligere artikler her: Hav Line

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments