Klumme: Mega sej borgmester

Den romerske filosof Seneca, der levede fra omkring år 4 før Kristus til år 65 efter Kristus, skulle angiveligt have udtalt, at afslapning uden litteratur er døden. Denne klummes skribent ville nok have udtrykt sig knap så dramatisk, men han er dog enig så langt, at sommerferie, afslapning og læsning for ham hører uløseligt sammen.

1216
Da Christian Borrisholt Steen var dreng, syntes han, at Knud Størup var mega sej, fordi det var ham, der bestemte på det store rådhus midt i Hirtshals. Foto: Per Feder.

Af Christian Borrisholt Steen

Foto: Mick Knive Anderson.

Foredragsholder og tidligere medlem af Etisk Råd
Født og opvokset i Hirtshals

Jeg ville egentlig gerne læse meget mere, end jeg gør, men en hverdag som familiefar med job, bestyrelsesarbejde, foredrag og klummeskriveri, levner sjældent megen tid til fordybelse i bøger. Oftest bliver læsningen i hverdagen reduceret til en hurtig gennemgang af mine to foretrukne aviser NORDJYSKE Stiftstidende og Kristeligt Dagblad.

Men i sommerferien plejer jeg gerne at sluge et par biografier – som er min foretrukne genre – og ofte handler mindst én af biografierne om nordjyder, der på forskellig vis har eller har haft noget på hjerte. I år står der mindst to af den slags på to-do-listen.

Én af de bøger som jeg regner med at få læst denne sommer, er Jørgen Pyndts biografi om Per Clausen med den oplagte titel ”Den røde linje”. Jeg er sjældent enig med Per Clausen i ret meget, men jeg respekterer ham som en dybt engageret og passioneret politiker og som en gudsbenådet historiefortæller.

Det sidste er blandt andet kommet til udtryk, når jeg har haft fornøjelsen af at høre ham fortælle røverhistorier på Folkemødet på Bornholm sammen med blandt andre venstremanden Søren Pind og den radikale Ida Auken. Så når Jørgen Pyndts altid veloplagte pen og næse for den gode historie møder Clausen, kan det kun blive særdeles læseværdigt og interessant.

Signeret eksemplar af bog om Knud Størup

Jørgen Pyndt var for øvrigt også pennefører på en biografi om Knud Størup, der som bekendt var borgmester i Hirtshals i en lang årrække. Jeg er selv født og opvokset i Hirtshals og da Størup var borgmester fra 1978 og helt frem til kommunalreformen i 2006, kan jeg ikke huske, at der har været andre borgmestre i Hirtshals. Da jeg var barn, syntes jeg, at han var mega sej, fordi det var ham, der bestemte på det store rådhus midt i byen.

Mange år senere var mit første job faktisk i borgmesterens forvaltning i Hirtshals Kommune, og jeg fik derfor lejlighed til at arbejde sammen med mit store idol fra barndommen. Derfor var det selvfølgelig også kun naturligt, at jeg sikrede mig et signeret eksemplar af bogen om Knud Størup, da den udkom for nogle år siden.

Udover bogen om Per Clausen har jeg også en anden bog om en kendt nordjyde klar til de lange sommeraftener i den forestående sommerferie. Det drejer sig om andet bind af sangeren og musikeren Allan Olsens erindringer. For et par år siden læste jeg med stor fornøjelse første bind, ”Tilfældigt strejfet”, hvor Olsen fortæller levende om sin barndom og opvækst i Frederikshavn. Nu gælder det så andet bind, ”Laksetrappen”, hvor Olsen beretter om et liv med musik. Og når man nu ved, at Olsen i flere år og af flere omgange har haft folk som Lars Lilholt og Johnny Madsen med i bagagen, så kan det umuligt være kedelig læsning.

Vi kan stadig lære af historien

I en lidt anden boldgade har jeg også anskaffet mig bogen ”Billeder fra en anden verden”, der handler om De Kellerske Anstalters historie. Bogen er skrevet af Poul Duedahl og er netop udkommet på Gads Forlag. De Kellerske Anstalter var navnet på Danmarks største anstalt for udviklingshæmmede.

Historien handler ikke kun om, hvordan man skabte forbedrede forhold for nogle af landets svageste borgere. Historien handler også om, hvordan det danske samfund var med til at gøre et stadig bredere spektrum af mennesker til afvigere – mennesker, som man i dag ikke ville drømme om at institutionalisere.

For mig at se, så gælder det stadig den dag i dag, at landets grad af ”civiliserethed” skal måles på, hvordan vi behandler dem, der er anderledes. For så vidt angår det sidste, så tror jeg stadig, der er grund til at lære af historien. Også her i sommerferien i 2019.

God sommer – og god læselyst!

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments