Lidelsen skal der ikke på denne smukke langfredag spindes en ulidelig lang ende over, idet den til gengæld fik mig til at associere til tolerancen, som nok kan siges at spille en central rolle i disse års debat.
Associationen er da også nærliggende, fordi vi som mennesker har vidt forskellige tolerancetærskler overfor mangt og meget, men netop også i forhold til smerte og lidelse. En fanatisk religiøs eller ideologisk aspirant til martyrrollen, med sprængstofferne måske ligefrem i bogstaveligste forstand spændt rundt om livet, må man ligefrem forestille sig har fået amputeret sin dødsangst ved hjælp af utopiens knivskarpe skalpel.
Med hensyn til den åndelige og intellektuelle tolerance forudsættes der desværre oftest en underlig bagvendt en af slagsen. I strid med ytringsfrihedens væsen fordres denne tolerance nemlig udelukkende praktiseret af den, der udtaler eller skriver dette eller hint. Som filosoffen Kai Sørlander nemlig knivskarpt har skåret det ud i politisk ukorrekt krydsfiner, gælder kravet om tolerance selvfølgelig primært for den, der vælger at lytte eller læse.
I modsat fald giver ytringsfriheden ikke megen mening, men det er der selvsagt så meget, der ikke gør i disse for vort land så alvorlige tider, hvor vi bestemt ikke behøver at bruge papiret på begge sider, men dog burde bruge den indvendige side af hovederne noget mere.
Lidelsen kan intet menneske undslippe, idet den er et grundvilkår, som end ikke vores velfærdsstat kan udfri os fra, men i bedste fald kun udsætte.
Lidelsen er kort sagt et eksistentielt vilkår i livet, men alligevel vanskelig at forlige sig med selv på en solbeskinnet og smuk langfredag.
Rigtig god påske!
Foto: Korsfæstelsen malet 1565 af J. R. Tintoretto.
