Netavisens artikel forleden, hvor Ove Galberg Jørgensen undrede sig over køen hele vejen fra HTC ind til afkørslen mod Color Line, har givet anledning til en del debat under linket på vores side på Facebook.
– Måske det ville hjælpe lidt, at der var skiltet ude ved Runddelen, hvilke spor man skal holde sig til. Det er først, når de er henne mod lysreguleringen, at de opdager, at de skal være i det andet spor. Som det er nu, stoppes hele trafikken til Oceanariet og havnen, skriver Lone Soelberg.
Det er muligvis snarere Color Lines indtjekning, der er for træg, blev det imidlertid også mere end antydet af Ove Galberg Jørgensen. Den antagelse har vi tillige fra anden side fået bekræftet af en lokal virksomhedsleder, der dog ikke ønsker at stå frem.
Ifølge den erhvervsdrivende sætter rederiet simpelthen for få folk på og åbner alt for sent indtjekningen, hvilket resulterer i de lange køer. Hvis rederiet ville ofre bare to ansatte mere i to timer før afgangene, så ville problemet angiveligt være løst.
Det er og har i årevis været et reelt og omdiskuteret problem for butikkerne i byen, da de rejsende til Color Line kommer i god tid for at handle, men ryger i køen og tør så ikke køre op i byen af frygt for ikke at nå færgen til Norge.
Sådan konkluderer den erhvervsdrivende, men kritikken er som allerede anført ikke ny og har været rejst flere gange hos Hirtshals Handel & Erhverv. Tilsyneladende har lokalpolitikerne heller ikke kunnet finde en løsning med det store norske rederi.
Netavisen vil ikke desto mindre i de kommende uger forsøge at få svar fra flere lokalpolitikere og erhvervsdrivende, som vil stå åbent frem med konstruktive forslag til, hvordan Hirtshals og Hjørring Kommune kommer videre med Color Line.
Alle veje siges som bekendt at føre til Rom, men ikke dem alle fører i Hirtshals direkte til Color Line.
Link til første artikel: Træg indtjekning ved Color Line?
Foto: Arkiv.