KLUMME: Fortællingen om fiskeriet skal styrkes

Vi har for længst lagt fra kaj ud i endnu et spændende år i fiskens tegn, konstaterer i denne klumme Esben Sverdrup-Jensen, som er direktør for Danmarks Pelagiske Producentorganisation.

397

Af Esben Sverdrup–Jensen

Direktør for Danmarks Pelagiske Producentorganisation

Vi er allerede godt inde i 2019. Et år, der præges af Brexit-bølgegang og afgørende fiskeriforhandlinger både ude og hjemme. Et udfordrende år for økonomien i sektoren og et skelsættende år når det gælder fiskeriforvaltning både i EU og i Danmark. 2019 bliver også et år, hvor vi fra DPPO’s side vil gøre vores til at styrke kendskabet til dansk fiskeri og højne informations- og kvalitetsniveauet i den politiske debat for at bidrage til debatten om fremtidens fiskeri.
Bølgegang fra Brexit

Brexit er den største udfordring for Europæisk fiskeri siden etableringen af EU’s Fælles Fiskeripolitik i 1983, Det gælder i særdeleshed for os i den pelagiske sektor. Med mere end 70% af vores samlede omsætning fra britisk farvand, så er udfaldet af det britiske drama helt afgørende for sektorens fremtid. Mange kigger nervøst mod London for at blive klogere på, hvilken afsked vi skal tage med Storbritannien. Deadline for en aftale er den 29. marts, og et hårdt Brexit vil være katastrofalt for dansk industrifiskeri.

Usikker makrelcertificering

I løbet af foråret skal der laves en opdatering af den videnskabelige rådgivning for makrel. ICES, International Council for the Exploration of the Sea, har inviteret erhvervet og andre interessenter med i processen, heriblandt DPPO.

I slutningen af januar kom meddelelsen om, at MSC-certificering for al makrel i Nordøstatlanten suspenderes lørdag den 2. marts 2019. Dermed kan makrel fanget efter denne dato ikke bære det blå MSC-mærke, der er garanti for, at fangsten kommer fra en bæredygtig kilde. Fra DPPO’s side er vi kritiske over for forudsætningen for suspensionen. Da vi ikke kan se en ændring i selve bestanden, er det er regnemodellerne og referencepunkterne, der bliver grundlag for vurderingen og ikke de faktiske forhold.

Derfor arbejder vi i fællesskab med vores samarbejdspartnere på, at makrelbestanden kommer op, så tilliden til fangstens bæredygtighed kan genoprettes.

Også en ny forvaltningsplan for sild i Nordsøen er undervejs i samarbejde med EU og norske myndigheder. Vi har i en årrække kørt med en fastsat sildekvote uden en langsigtet forvaltningsplan. Det har betydet voldsomme udsving i kvoterne fra år til år – både i plus og minus. Det er uholdbart for markedet og fiskeriet selv, og derfor skal vi have en ny, bæredygtig forvaltningsplan forhandlet på plads.

Fortællingen om fiskeriet skal styrkes

I DPPO er vi også gået ind i 2019 med en ambition om at styrke fortællingen om dansk fiskeri. Vi skal være bedre til at fortælle, hvem vi er, og hvad vi laver. Derfor har vi ansat Maria Mejlhede som kommunikationskonsulent. Hun er redaktør på dette nyhedsbrev og ansvarlig for at vise omverdenen mere om vores verden. I 2019 deltager vi derfor i forskellige aktiviteter ude i landet.

For nyligt var vi med til et spændende arrangement om værdien af og de kulinariske muligheder forbundet med de arter som tidligere gik under betegnelsen ”skidtfisk” på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. I maj finder I os på Naturmødet i Hirtshals, hvor vi deltager i samarbejde med Danmarks Fiskeriforening og Marine Ingredients Denmark. Det overordnede emne for Naturmødet er Fra Tanke til Handling, og vi glæder os til at fortælle mere om de forskellige aktiviteter i et senere nyhedsbrev.

For nu konstaterer vi, at bølgen er blå, og håbet er grønt – og vi har for længst lagt fra kaj ud i endnu et spændende år i fiskens tegn.


Kilde: Danmarks Pelagiske Producentorganisation

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments