KLUMME: Det åndelige rum hos Anna Ancher

Anna Ancher havde hjertet med sig i det, hun foretog sig, skriver i denne søndagsklummne sognepræst Sara Dommerby Toft fra Tornby.

168
Helga i den blå stue.

Af Sara Dommerby Toft
Sognepræst
Tornby-Vidstrup sogne

For nylig var jeg i Skagen for at se Anna Ancher-udstillingen. Jeg holder meget af Anna Anchers billeder, og så og genså hendes billeder med glæde, men særlig én afdeling i udstillingen overraskede mig, nemlig den, der rummede det, som man kalder for hendes religiøse motiver.

Vi forbinder ofte Anna Anchers malerier med skildringer af det nære liv, Helga i den blå stue, eller Annas gamle mor, der sidder med sin bibel, omgivet af de lysmættede farver, som er Anna Anchers kendetegn. Hun kunne fange lyset i farverne, så farverne bliver gennemlyste og lyset samtidig helt stofligt i hendes malerier. Alene det udtryk, som Anna Anchers billeder har, fører mig ind i et rum, hvor transcendensen, livets åndelige dimension, anerkendes – ja er selve billedets anliggende. Det åndelige rum i Anna Anchers billeder er samtidig det mest nære, intime. Åndeligheden findes lige midt i vores levede liv. Der, hvor folk glemmer sig selv og bindes sammen med deres tilværelse, i arbejdet, i andagten over en bibeltekst og altså også i fællesskabet omkring troen, til dåb, altergang, bryllup og begravelse, som det nu viser sig, er en hel motivkreds hos Anna Ancher.

Anna Ancher, En begravelse, 1891. SMK.

Motiv: Begravelsen foregik ofte fra hjemmet, hvor den afdøde lå indtil man bar kisten til kirkegården og foretog jordfæstelsen der. Her mærkes nærværet, fællesskabet i sammen at sige fadervor, fortroligheden med ritualet, der trøster og giver kræfter til at leve videre uden den afdøde.

Da jeg kom hjem, var der noget der skurrede. I udstillingens katalog kunne jeg læse, at de religiøse motiver hos Anna Ancher længe har vakt undren både hos kunsthistorikere og et bredere publikum, og at man på trods af flere forsøg på at nærme sig de af hendes værker, der skildrer religiøse situationer og kirkelige handlinger, ofte har stået tilbage med flere spørgsmål end svar. Men nu er der trods alt givet rum og anerkendelse af, at det såkaldt religiøse, også er en del af hendes motivvalg og horisont i det hele taget.

På udstillingen var det også blevet fremhævet, at der fandtes et overraskende alsidigt indhold på bogreolerne i det nyligt åbnede Ancherske hjem, som Helga Ancher overtog efter forældrenes død, og boede i indtil sin død i 1964. Først inden for de sidste år, har man gennemgået og undersøgt alle husets gemmer, som i høj grad ser ud til at have været bevaret fra den tid, hvor Michael og Anna stadig levede. I bogreolen findes bibelen side om side med Charles Darwin og Brandes, Pontoppidan, J.P. Jacobsen, som kom med det moderne gennembruds religionskritiske strømninger stod side om side med spirituel litteratur, der rimer dårligt med den ateistiske livsforståelse, som Brandes stod for.

Anna Ancher, I høstens tid, 1901. Fuglsang Kunstmuseum.

Motiv: Høstmotivet har reference til bibelen, hvor Vorherre sår sin sæd (i os mennesker) og kommer tilbage for at høste frugten af sit arbejde. På den måde forbindes høst med dommedag, eller med Gudsrigets udbredelse på jorden. Dette billede hang ikke sammen med de religiøse billeder, men Anna Ancher, som både kendte sin bibel og kunsthistorie, vidste godt at motivetrummede en kristelig dimension.

Den overraskelse og undren, som alt dette vækker, satte til gengæld tanker i gang hos mig.

Tanker der begynder i en af de mest indflydelsesrige strømninger, vi har haft de sidste trehundrede år, nemlig oplysningstiden. Den har på godt og ondt formet den verden, vi bevæger os rundt i i dag.

Et af oplysningstidens vigtigste kendetegn er, at den styrker det selvstændige menneske, individet. Menneskene måles ikke længere på deres fællesskaber, men på deres personlige ståsted og overbevisning. Et andet træk, som oplysningstiden har bragt med sig er den videnskabelige tilgang til verden. Den har bragt os så usigeligt meget godt. Vi går kritisk undersøgende til alt omkring os. Det har gjort en ende på en masse skadelig overtro, som har holdt folk fast i skam og frygt. Fx tror jeg de fleste i dag ser på sygdomme som en biologisk proces i kroppen, der kan kureres med medicin, og ikke som højere magters straf over syndige menneskers liv, eller onde hekses værk.

Men den kritiske vinkel har også ført en dyb fremmedgørelse med sig. For det er ikke kun sygdomme, der gøres til forskningsobjekter, det er alle dele af vores tilværelse, som vi skal distancere os til og gøre til genstand for undersøgelse. Selv vores sjæleliv, vores tro, vores håb og vores kærlighedsliv bliver nu endevendt og efterprøvet, så intet længere er givet. I vores tid, er der ikke mange, der ser på deres liv og tilværelse, deres familie og arbejde, som noget, de har fået skænket, som et samlet hele, som man må være tro overfor, selvom det kan have store omkostninger. Alt i tilværelsen bliver skilt ud fra det enkelte menneske, delt op i kategorier og gjort til genstand, til objekt for undersøgelse og mulig forandring. I denne bevægelse er man begyndt at kalde folk for nation, elskov for sex, og ord som tro er blevet skiftet ud med religion.

Fælles for det hele er, at man ikke har hjertet med, når der er tale om det nationale, om sex eller religion. Man er splittet ud i både at være den, der handler og den der iagttager. Godt hjulpet på vej af vores mobil, som vi kan iscenesætte livet med, ved det evige flow af billeder, vi deler, bliver vi nu vores eget forskningsobjekt nummer et.

Og der er en stor omkostning ved det, for når man bliver stående i den undersøgende position over for sig selv, og bliver ved med at granske om man nu mener det, man er i færd med, er der ikke plads til at gøre tingene helhjertet. Hverken når det gælder sex eller religion, kan man tale om, at man har hjertet med, for man er stadig distanceret til det man gør, hvis man hele tiden skal bedømme sig selv i handlingen. Man har ikke fået noget ståsted givet, men må hele tiden indtage sine ståsteder selv. Vi dyrker sex i stedet for at elske, for elskov kræver at vi af hjertet overgiver os til vores elskede, og afskærer os selv muligheden for at gå videre til den næste partner, når det forhold man er i, ikke længere giver en det, man er på jagt efter. Og når vi forholder os til kirken og kristentroen som religion, ser vi på troen som noget man skal have noget ud af, før det giver mening. Religionen kræver den enkeltes afgørelse, men kristentroen er fællesskab, der gives os. Et rum, vi kan træde ind i. Et rum med urgamle ritualer, der får os til at glemme os selv og sætter os i en sammenhæng, hvor vi kan overgive os Gud og til hinanden – helhjertet. I troen skal vi ikke stå og måle vores temperatur, og mærke efter om vi føler det helt rigtige, for her er det hele givet os på forhånd og vi kan lade os bære af ritualerne, uden at tage hensyn til om vi lige den dag er overbeviste eller ej.

Tilbage til den mangfoldige bogreol. Sådan en kender jeg nemlig fra mit barndomshjem. Jeg er vokset op i et hjem, en præstegård oven i købet, hvor de selvsamme spændinger blev forenet, både i bogreolen og i verdensbilledet, hvor man godt kan tro på en skabende Gud uden samtidig at have problemer med de naturvidenskabelige teorier om verdens tilblivelse. Big Bangteorien og evolutionslæren kan godt forenes med en tro på skabermagten og en glæde over det gamle testamentes livskloge skabelsesmyter. Og en af mine yndlingsromaner er Niels Lyhne af J.P. Jacobsen, der netop havde arbejdstitlen ateisten, fordi den handler om et menneske, der af al magt gennem hele sit liv fastholder gudløshedens nøgterne og nådesløse standpunkt, der afviser al håb og tro og på den måde både afslører den klistrede religiøsitets hykleri og samtidig viser den fortvivlelse, som ateisten må leve i. Og jeg føler mig ofte mere forbundet til tvivlerne end de overbeviste, når jeg læser romaner eller ser gode film.

Og på den måde har jeg aldrig haft et problem med at være troende og samtidig en del af det moderne samfund, vi lever i. Jeg har været på Roskildefestival og i kirke inden for samme uge. Jeg har gode venner, der ikke tænker ligesom mig, og jeg har både bibelen og Darwin med mig og i øvrigt alle de andre tænkere, som har forholdt sig kritisk til den tro, som jeg selv er en del af. Og jeg er glad for, at leve i en tro, der indoptager og arbejder med den kritik, den møder. For troen skal hele tiden udfordres. Der ligger nemlig det i troen, at vi mennesker ikke kan få greb om den. Når man prøver at gøre troen til sin egen, så misbruger man den og gør den til et brækjern for at få klemt sine egne private holdninger ind i troen. Troen er meget større end det, og den er ikke vores egen. Troen er levende og den er skænket til os som en gave fra den magt, der har givet os livet, lyset og kærligheden. Og vi skal ikke bruge den til noget, men vi får lov at træde ind i dens rum, et rum som omslutter os med håb, trøst, fred og en dybere kærlighed end noget menneske kan bunde i.

Når vi beskæftiger os med mennesker, vil vi gerne finde et fællesskab med dem. Vi vil gerne have, at de ser verden lige som os selv, og tror (eller ikke tror) lige som os selv. Måske er det derfor denne undren og overraskelse opstår hos de folk, der dykker ned i Anna Anchers liv. Nogen mennesker har svært ved at forestille sig, at hun har en tro selv, når hun samtidig er den del af den moderne verden. Nogen synes det er bemærkelsesværdigt at kunne færdes ubesværet mellem kirkens gudstjeneste og intellektuelle diskussioner med samtidens fritænkere. Men det kan jo bare være, at Anna Ancher kunne begge dele, fordi hun havde hjertet med sig i det hun foretog sig.

Det er i hvert fald det, jeg selv kan få øje på i hendes billeder, der netop skildrer det rum af nærvær, hvor man glemmer sig selv.


Klummen har været bragt i det seneste nummer af lokalbladet VI-TO.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments