Af Sara Dommerby Toft
Sognepræst
Tornby
Der er nogle ord, man husker som noget særligt. Et af den slags ord er for mig ordet ”vådeskud”.
Det er et underligt ord, som vi stadig bruger, selvom vi for længst er holdt op med at bruge det gamle ord ”våde”, der betyder ulykke. Hvis man holder af middelalderlitteratur, kender man måske udtrykket fra digtet om Marsk Stig, hvor omkvædet lyder ”nu stander landet i våde” – en sætning, som så vidt jeg husker, er blevet citeret af Piet van Deurs i hans historieprogrammer fra 80’erne.
Jeg kan huske præcis, hvornår jeg hæftede mig ved ordet ”vådeskud” første gang, nemlig da jeg selv gik til præst og blev præsenteret for digteren og modstandsmanden Morten Nielsen, som vi hørte blev dræbt ved et ”vådeskud” – altså et skud, der blev affyret i våde, ved en ulykke. Han levede også på et tidspunkt, hvor landet stod i våde, nemlig i besættelsestiden, der på mange måder blev hans skæbne. Måske er grunden til at jeg husker ordet så godt, at det samtidig føltes så uretfærdigt, at så fabelagtig en digter skulle dø kun 22 år gammel og så oven i købet ved en ulykke.
For det der skete samtidig med, at jeg blev præsenteret for ordet ”vådeskud” var, at jeg også for første gang blev præsenteret for et digt, der berørte mig dybt. Digtet hedder Skæbne og blev først udgivet efter hans død. Det lyder sådan her:
Hurtige, lyse Stemmer, der hvirvlede ud i det blaa…
du var ulykkelig, Tykke, men det ku’ vi ikke forstaa.
Svedig og fed og dum…
Helvede satte paa Spring
Og væltede dig og Cyklen.
Vi stod og lo omkring.
Du sad paa den forreste Bænk …
græd ikke, nej glo, glo, glo!
naar en bange og vittig Vikar spørger om to og to.
Vikarer i første Mellem frelste en tynd Disciplin
ved at vende det hele mod dig,
der forsvarsløst blev til Grin.
Og da det omsider blev Foraar for os,
der var femten Aar,
og Træerne stod og lyste over Pigernes bløde Haar,
og du kom, forsigtigt, alvorligt
– da skete det værste af alt:
at den, der lo højest af os, var hende, det hele gjaldt.
Nu ta’r du Hævn!
Nu gaar du med Skraarem og Støvler paa,
du løfter en Arm, og det skinner
i Øjnenes blege blaa.
For Had og Haan og Trusler,
det kan et Menneske ta’ –
men ikke det, nej aldrig: Det og grines a’…
Nu er du noget, Tykke! Mand og Partikammerat.
Og hvis vi en dag skal til Muren,
saa er din Haand parat.
Parat til at smadre et Knojern
ind i min Mund naar du slaar,
for nu vil du dræbe, Tykke, alle de onde Aar
Jeg rammes både af dyb medfølelse og af afmagt, hver gang jeg læser om Tykkes skæbne. En skæbne, der ad omvendte veje også blev til Morten Nielsens skæbne, fordi det var i forbindelse med sit arbejde i modstandskampen han faldt.
Den rygende pistol
For nylig blev jeg igen mindes om Morten Nielsen, fordi jeg faldt over fire udsendelser om hans død, der findes på Danmarks Radios hjemmeside som podcast (søg efter ”speditørens død – mysteriet om Morten Nielsen på dr.dk).
Hvis man er interesseret i besættelsestiden kan udsendelserne kun anbefales. Igennem fire udsendelser søger en ung journalist at afdække nogle af de spor, der tilsyneladende er blevet dækket til i forbindelse med Morten Nielsens død; udsendelsen ender med at så tvivl om vådeskuddet og mere end antyde at der var tale om en mere overlagt hændelse, da Morten Nielsen for 74 år siden blev skudt.
Oven i købet peger pilen på en anden berømt modstandsmand og der er tale om noget så klassisk som et jalousidrab. Om det passer eller ej kan aldrig bevises, og det er måske også godt nok. Til gengæld også godt at få et mere nuanceret blik på mange af de store helteskikkelser, som eftertiden så i modstandsfolkene – der trods alle deres bedrifter nok også blev forråede af de onde ting, de var drevet til at gøre.
For det at gå ind i modstandskampen havde en voldsom stor pris. Når en digter må afstå fra kun at bruge sin pen, som sit våben, og gå ind i modstandsbevægelsen, så må han samtidig gå ind under det åg det er, at vide, at man vil komme til at volde andre ondt, ja måske oven i købet selv ende som en af de mordere, man forsøger at bekæmpe. Og altid vil der følge en tvivl. En tvivl, som Morten Nielsen måske også kunne se hos de nazister og
kollaboratører, han bekæmpede.
Her er et digt som blev offentliggjort i Morten Nielsens første og eneste digtsamling. Det er digte, der er skrevet før han gik ind i modstandskampen, men som nok er skrevet i en tid, hvor afskyen for besættelsesmagten voksede i ham. Digtsamlingen hedder meget betegnende ”Krigere uden våben”.
Folk med forskrækkede øjne
De var saa unge. De var saa stærke.
Og de lod Blodets smaa Trommer gaa
om deres Banners Sejrs-Mærke.
De vilde sejre, de vilde miste –
indtil de vidste:
De var for svage til deres Sejre,
de havde meget for lidt at miste.
Nu tager de mod, hvad de stort har vraget,
og de kan anvendes af hinanden,
for de har lært det: at sige Sejren
om Nederlaget.
De brænder Ild, og de kender Guder
og de lar Blodets smaa Trommer gaa,
og det er Nederlag, de bebuder.
Forårets Horisont
Morten Nielsen digtning rummer mange facetter. En af dem er hans skildring af de mennesker, han ser. Stærke smertelige portrætter af menneskers sammenbrud som i Digtet om Tykke, eller det digt, der åbner hans forfatterskab: Riget af Tusind aar, som skildrer en ung mands nervesammenbrud og indlæggelse. En anden af facetterne i hans lyrik er forholdet til kvinderne, og dem havde han vist et par stykker af. Her beskriver han med få og rammende ord, hvordan både ekstase, glæde, angst, jalousi, kulde og mange andre ting kan bemægtige sig de menneskelige relationer.
Endelig har man altid i hans digtning en stor fornemmelse af, hvordan sansningen af verden, af hans omgivelser, naturen eller byens rum præger den måde, han erfarer verden på – og som han giver videre til os. Et af de smukkeste digte, jeg kender er dette om Foraarets Horisont, der rummer den mest præcise naturskildring, men også så fint rammer sindets landskab, som det ser ud efter en lang vinters længsel efter foråret.
Verden er vaad og lys –
Himlen er tung af Væde …
Hjertet er tungt af Lykke,
Lykkeligt nær ved at græde.
Kilde: Lokalbladet VI-TO
