Af Mads Nygaard
Forfatter
Edderspændt rasende var jeg i efteråret 2006. Især på mig selv. I et anfald af hovmod havde jeg insisteret på, at min nye roman Kravl skulle udkomme op til bogmessen. Forlaget advarede om, at den jo så kunne risikere at drukne totalt. Det gjorde den. Ingen anmeldelser de første otte døgn. Jeg led. Bogmessen var havets bund.
Der gik nogle lange måneder. Så kom der et brev fra Anne-Cathrine Riebnitzsky. Vi kendte ikke hinanden dengang. Anne Cathrine ville bare fortælle, at hun havde fundet og læst Kravl på Hald Hovedgaard. Og at hun elskede den.
Åh humør i forvandling. Værdien af egen avl steg badabum. Fandengaleme om jeg ville acceptere druknedøden. Hvis ikke Danmark, så USA.
Yep, til angreb! For det spektakulære beløb af 27.000 (Danske Banks Trine skreg i Hirtshals) hyrede jeg min egen oversætter. Amerikaneren Steve Schein, tidligere bestyrer af en jazzpladebutik i København, nu litteraturens kurer på Samsø. Han elskede den sgu også. Flere balloner i blodet!
Jeg anede nul og niks om den amerikanske forlagsverden. Da Steve og jeg et år senere i stiv kuling på molens spids i Hirtshals skålede for vores færdige oversættelse, gik jeg i gang med at sende Kravl over Atlanterhavet. Nu hed den: When me and God were little.
Alle forlag, med undtagelse af ét, svarede jordfjernt tilbage, at de kun modtog romanforslag, hvis der var koblet en agent på ambitionen. En agent? Men så var der lige et lille forlag i Colorado, der gjorde noget andet. Jeg fik en mail fra en studentermedhjælper ved navn Michelle Dotter. Hun forklarede, at hendes ulønnede job var at sortere i den vilde jungle af indkomne værker. Fra ”the slush pile”. Stakken fra kloakken.
Her havde hun trukket min bog op af dyndet. Og læst de første linjer: “In our town you couldn’t drown barefoot. You had to wash up on the beach in smelly socks and underpants that kept you warm, with your sleeves rolled up far enough so everybody could see the tattoos.”
Sådan kan Hirtshals lyde på engelsk set gennem drengeøjne. Michelle havde læst hele bogen. Og elskede den. Hun ville nu gå op til bosserne i biksen og tale dens sag. Jeg trak ikke vejret i to måneder. Så kom hendes besked: No go! Hun kunne ikke overtale dem.
Trodsen tog atter over. Hvis ikke Danmark og USA, så England, sgu! Her herskede agentreglementet også. Det skulle ikke skille os ad. Den skotske danserinde Ruth Ogilvy, som jeg havde lært at kende i Plimsoll Road i London, ville gerne agere agent.
Con amore drog hun nu af sted med manuskriptet i armene. Åh så tæt på vi kom. Igen et lille forlag. Saqi Books. Helt op i toppen til tre bestemmende redaktører. Den ene, Rukhsana Yasmin, sagde ja, de to andre nej.
Her blev jeg ret rottet i koderne. Tæt på skak mut. Men jeg glemte ikke. Slet ikke Michelle Dotter. For dé, der leder efter guld i kloakken, elsker jeg. Derfor genfandt jeg hende for nylig på fb. Hun svarede: ”Hi Mads. Great to hear from you again. Is Me & God still unpublished in North America? That novel is still stuck in my mind from years ago.”
Åh sikke en sidste sætning. Jeg hørte Huey Lewis and the News hele natten og det var godt, og jeg puttede Michelles besked ind i teksten og sejlede ind i morgenen med fuldkommen fornyet begejstring og tro på alt.
Dagen efter fortalte hun, hvordan hendes kærlighed til litteraturen kun var vokset gennem årene. Og at hun nu i stedet for at være studentermedhjælper såmænd var blevet forlagsdirektør. Virkelig? Ja! Kun ét problem for min roman. Hendes forlag udgiver udelukkende amerikansk litteratur.
Drømmenedskydning igen. Og så alligevel ikke. For Michelle har jo kontakter. Broer til de andre forlag. Og spjæt i mine bramsejl, hun vil nu igen prøve at skubbe min roman i havn. Kæmpegodt.
Jeg er ateist om en hals, og aner ikke en dyt om sejlsport. Men mit blik suges til skærmen under OL, når de nævner optimistjollen. Det suverænt fineste navn til en bådtype. Sejler durk ind i min evige trang til at finde lys. Vink fra de vilde vognstænger. Radiobilernes mirakler. Lyden af håb og levendegørelsen af selv de største drømme. Og ved I hvad? Sådan ét er kommet.
Efter min tekst om Ole Ernst i sidste uge fik jeg pludselig en besked fra redaktør af POV International Annegrethe Felter Rasmussen. Hun bor i Washington. Hun spurgte, om jeg kunne tænke mig en skribentprofil på POV?
Ja, for filan … er du vimmer i verden.
Jeg hørte Huey Lewis and the Good News hele natten og tænkte svømmende sådan her: Hvis Anne Grethe Felter Rasmussen kan sidde en nat i Washington og læse om dengang Ole Ernst hev mig op fra pløjemarken i Hirtshals, ja, så går hun hånd i hånd med Michelle Dotter, der for en evighed siden hev mig op af kloakken i Colorado. To prægtige sider af samme båd.
Så nu sidder jeg her og vugger. Stadig og altid i Hirtshals.
Men optimistjollet i blikket. Mine øjne går allerede på vandet.
Fløjtende!
Foto: Arkiv.
WOW, du er mere ude på “en fantastisk rejse” end så mange, der bliver jollet frem for kørende kamera. God vind!