KLUMME: Af en kulturkristens bekendelser på en langfredag

Langfredag førte ikke for nærværende kulturkristne skribent til kirke og altgergang, men derimod til strakt trav og eftertænksomhed på min helt egen Via Dolorosa i Kjul Klitplantage.

151

Denne langfredag er vejret igen så ubegribeligt smukt i og omkring Hirtshals her i det nordvestlige Vendsyssel, at fruen og jeg afblæste en planlagt deltagelse i gudstjenesten forestået af sognepræst Aksel Toft i Emmersbæk Kirke.

I stedet trak vi begge i løbetøjet og lagde an til en lille tur i Kjul Klitplantage. Fruen og hunden stak imidlertid hurtigt fra mig ad de snoede stier, hvorefter jeg småluntende og traskende med sidestik i hælene på dem fik tid til at nyde stilheden i den smukke plantage øst for Hirtshals.

Ikke mindst også lyset, som er så centralt i påsken, var fantastisk denne langfredag formiddag, hvor vi på et tidspunkt kom til en af landets mange hellige og hedenske kilder, som findes umiddelbart syd for den asfalterede Lilleheden Skovvej, hvor vejen i et skarpt sving krydser Kjul Å.

Her rammes jeg af et stænk af dårlig samvittighed, der minder mig om min lutheranske syndsbevidsthed, idet jeg faktisk gerne ville have nået den nævnte gudstjeneste, men i stedet for at skubbe følelsen til side, følger jeg den og tanken til ende.

Hvorfor skulle en kulturkristen som jeg have dårlig samvittighed over ikke at sidde i kirken? Gud bifalder formentlig i ligeså høj grad, at jeg på denne tur værdsætter den natur, der ikke bare er vor omgivelse, men først og sidst vort uudgrundelige ophav.

Tankerne får frit løb, mens vi fortsætter turen videre efter kilden, der på trods af aprils tørkeindeks ikke tørrer ud endsige i våde perioder løber over. Man mener angiveligt, at der findes et afløb fra kilden lige under jordoverfladen. Tilførslen af vand til kilden menes til gengæld at ske gennem underjordiske vandårer. Noget i den forklaring giver genklang og stemmer paradoksalt nok mit sind yderligere i religiøs retning.

Med udsigt til fruen og hunden foran mig kredser tankerne derfor fortsat om kristendommens og tillige folkekirkens betydning for mig. For så vidt ligner mit forhold til begge dele min tilgang til folkestyret. Jeg har simpelthen sværere og sværere ved at forestille mig tilværelsen og det danske samfund foruden.

Min indfaldsvinkel kan koges ind til, at hvad jeg vil, de andre skal gøre mod mig, det skal jeg ideelt set gøre imod dem. Det lykkes imidlertid  langt fra altid, men som ideal er det værd konstant at holde sig for øje. Når det mislykkes, er lige præcis den kristne påskes budskab godt at ihukomme.

Fortællingen om lidelse, tilgivelse og forsoning er nemlig en evig påmindelse til mig om at acceptere skylden og se i øjnene, at vi ikke kan alt selv. Kristendommen og folkekirken er kort fortalt centrale eksistentielle fikspunkter. Desuden når jeg nok den næste gudstjeneste.

Rigtig god påske!

 

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments