Den ene af de to unge mænd på et af billederne til denne artikel vender ryggen til den anden, men man kan bide skeer og for den sags skyld bordtennisbat på, at han stoler 100 procent på, at makkeren bag ham er, hvor han skal være.
Begge er de nemlig ikke bare makkere ved bordet og i kampen, men har også gennem et dybt følt ejerskab lod og del i det fællesskab, der giver dem den intense ro og tro, der gør dem i stand til at yde en topprofessionel indsats. Dagens koncentrerede batmand er Daniel Søndergaard Christensen.
– Jeg startede som dreng ud med at spille fodbold og derefter badminton. I 7. klasse begyndte jeg at spille bordtennis. Vi trænede en gang om ugen. Ikke ligefrem meget i forhold til, at vi i dag kan træne to gange om dagen med feedback fra professionelle trænere, fortæller Daniel om sin egen baggrund i B75.
– Jeg husker, at første gang jeg spillede bordtennis i B75 var til et rating-stævne, som Lars Rokkjær arrangerede. Vi havde også dengang stor succes med disse stævner, hvor vi spillede masser af kampe, hyggede os og spiste kage.
Når Daniel tænker på klubben, har han det, som om den altid har været der. Han har da heller aldrig spillet for andre end B75. Hvilket oven i købet med stor ære. Det sidste forklarer han med, at man i klubben tror på, at ethvert menneske kan berige et andet menneske, da alle er forskellige.
– Det kræver, at vi lytter til hinanden for derigennem at kunne forstå hinanden og dermed lære af hinanden. Alle har lov til at sige, hvad de mener, føler eller tænker, og det er derfor et mål i sig selv, at dette ikke overtrædes på noget tidspunkt, da det er et af de bærende elementer i vores kultur, uddyber Daniel.
– At vi lytter til hinanden, skaber tillid og gensidig respekt, som er sindssygt vigtigt for, at vi føler os trygge og godt tilpas. Jeg oplever en kultur, hvor jeg som menneske bliver set og hørt og respekteret for den, jeg er, understreger han.
Det fantastiske ved B75 er nemlig ifølge Daniel, at det er medlemerne og dermed menneskene, som bestemmer, hvad klubben er og kulturen skal være. Det betyder også, at man som medlem får lov til at få ejerskab i klubben ved at påtage sig forskellige og vigtige ansvarsområder.
– Jeg ser dette som en af vores store styrker. Vi er ikke bange for at inddrage spillere og forældre til at tage et ansvar. Personligt føler jeg, at jeg bliver set, når jeg får lov til at arbejde frivilligt for klubben.
Daniel er selv gået fra at være spiller, til at være holdleder, herefter sponsorchef og nu næstformand. Han indgår dermed i bestyrelsen sammen med formand Simon Rokkjær og sportschef Lars Rokkjær.
Den udvikling forklarer han ved, at han har lært så utrolig meget om sig selv igennem den dannelsesproces, som det er at være en del af B75. Han gar udviklet sine kompetencer indenfor det organisatoriske og ser en stor værdi i det forhold, at de strukturelle, administrative og ledelsesmæssige rutiner fungerer og er effektive.
– Jeg elsker at lære nyt og især om mig selv. Jeg elsker at udvikle mig. Jeg føler mig derfor sindssygt heldig, at jeg har mulighed for at hjælpe B75, samtidig med at jeg udvikler mig selv som menneske. Det er en fantastisk synergieffekt.
– Derudover betyder det utroligt meget for mig, at klubbens værdier udleves i praksis, og jeg gør mit bedste for, at vi alle husker, hvem og hvad vi er. Vores værdier er respekt, stolthed og personlig udvikling, som er en vigtig del af mit kompas, når jeg færdes, ikke bare i B75, men så sandelig også udenfor Ulvkær Arena.
Det er tydeligvis vigtigt for ham i et samfund, hvor han ikke oplever en forståelse for den værdi, som det giver begge parter, når to mennesker mødes, lytter til hinanden og lærer af og sammen med hinanden, fremgår det af interviewet, som dernæst kommer ind på den førnævnte Ulvkær Arena.
– Det bliver meget specielt at flytte væk fra Ulvkær Arena. Der er blevet svedt litervis i Ulvkær Skolens gymnastiksale i årenes løb, og jeg tager mange, mange fantastiske minder med videre til Hirtshals Idrætscenter, forklarer Daniel.
– Det bliver selvfølgelig fantastisk med topmoderne faciliteter, og derudover håber jeg på, at endnu flere begynder at spille bordtennis i B75. Jeg tror på en stærk synergieffekt i samarbejde med hallens andre aktiviteter.
Daniel er med andre ord overbevist om, at det er sjovt at være i klubben på grund af det fællesskab, de klarer at skabe i de nuværende og fremtidige fysiske rammer. Han understreger flere gange mere eller mindre direkte, at medlemmerne ikke kun er i klubben på grund af bordtennis, som blot er en del af pakken.
– Så længe vi husker hinanden på, at fællesskabet og det at have det godt, er det vigtigste, så tror jeg ikke, der er nogen begrænsninger for, hvor mange medlemmer vi kan blive.
Personligt har Daniel et mål om at udvikle sig som bordtennisspiller og som menneske hver eneste dag. Han startede i september 2014 sammen med Andreas Rokkjær på studiet Anvendt Filosofi i Aalborg.
Det betyder for tiden, at de to nu kun træner omkring en fjerdedel af, hvad de har gjort de seneste to år. Daniel har dog en drøm om også at spille kampe for klubbens førstehold, når B75 på et tidspunkt rykker op i Elitedivisionen.
Daniels hidtil største øjeblik i karrieren var første gang, han var i Idrættens Hus i Brøndby. Her var han for at træne med landsholdet. Han husker det som helt surrealistisk, at han pludselig var med til træningen for landets bedste bordtennisspillere. Det var for ham et bevis på, at de kan noget særligt i B75.
– Jeg synes, det er herligt, at så mange mennesker i B75 vælger at bruge så meget af deres fritid i vores forening. Spillere, forældre, trænere og ledere. Vi er et fantastisk team af dygtige og behagelige mennesker i B75, lyder det afslutningsvis fra Daniel Søndergaard Christensen.
På den måde får den unge spiller med det store talent velformuleret sat ord på nogle af de formodninger om en helt speciel klubånd, der var en forudsætning for denne endnu langt fra afsluttede række af interviews med spillere i og støtter hos B75.
Noget af det bærende i fundamentet under den succesrige klub udgøres altså af et dybt følt ejerskab til det fællesskab, der skaber den uomtvistelige professionalisme, som for så vidt altså blot er en sekundær gevinst i B75.
Foto: Mette Brink
Hej Daniel og Niels.
Fantastisk velskrevet artikel.
Daniel, du har virkelig formået at sætte ord på vores værdier. Tak for det. 🙂
Vi ses!
Lars