KLUBÅND: Sammenholdet og glæden ved spillet

Klubånd bæres ikke bare af drømmen om at række ud efter stjernerne og nå toppen, men i aller højeste grad også af glæden ved spillet og sammenholdet på alle niveauer i B75.

13

Dagens batmand voksede op på Fyrrevænget og gik på Ulvkærskolen i Hirtshals. Allerede i en alder af 8 år fik han interesse for bordtennis.

– Jeg tror, det kom igennem mine brødre, som begge spillede, men vi spillede også tit i idrætstimerne i skolen, hvor vi havde Egon Christensen, fortæller Rene Thomsen.

Dagens spiller hos B75 husker tydeligt især den navnkundige lærers bat, der blev kaldt ”dræberen”. Mange af hans elever har fået det at føle ved bordet.

– Heidi Johansen var træner i B 75 i mine ungdomsår, og hun var selv ret dygtig, så man lærte hurtigt, hvordan man skulle holde på battet, hvordan man skulle stå og de simple slag som forhånd og baghånd.

– De bedste oplevelser, jeg har haft i mine ungdomsår, er nok vores ture til Glamsbjerg, hvor der var træningslejre og så selvfølgelig de forskellige stævner, hvor jeg deltog, mindes Rene Thomsen.

– Jeg kan huske, jeg tit var ovre og se de voksne spille kamp. Så sad man og håbede man blev lige så god en spiller som for eksempel Lars Rokkjær, Carsten Jensen eller Jens Lund. Specielt var man lidt imponeret over Jens Lund, som i en tidlig alder blev hentet til Randers for at spille.

– Desværre ville skæbnen ikke, at jeg skulle blive en stor stjerne indenfor bordtennis, så battet blev lagt på hylden i nogle år og byttet ud med fodbolden, men for et par år siden overtalte min bror mig så til at starte op igen. Så nu har vi hold i serie 4, hvor vi spiller kamp en gang om ugen, og der ud over prøver vi at finde tid til en træningsaften om ugen.

– Det sammenhold, der er i B 75, har jeg ikke oplevet nogen andre steder. Folk giver sig tid til hinanden og hjælper hinanden, hvis der er brug for det.

Personligt glæder Rene Thomsen sig meget til, at den nye hal er færdig og et nyt kapitel kan starte for B 75. Selvom Ulvkær Arena betyder noget for ham, og han har mange gode minder derfra, er han sikker på, at det nye sted vil give klubben helt nye muligheder for at vokse. Bare det, at man kommer til at ligge lidt mere centralt i Hirtshals, tror han, vil betyde, at der kommer mange nye medlemmer.

– Hvis den udvikling, som der er i B 75 nu, fortsætter, og der kommer flere talenter til, er jeg sikker på, at B75 vil være at finde i landets bedste række indenfor de næste tre år. Dette vil dog kræve, at spillere og folk omkring klubben vil fortsætte med at lave et stort stykke frivilligt arbejde, understreger Rene Thomsen.

Det fremgår altså igen med al tydelighed, at drømmen om at nå toppen ved at række ud efter stjernerne og yde sit bedste er vigtig, men mindst ligeså centralt, hvis ikke vigtigere, er det at bevare glæden ved spillet og sammenholdet.

Man kan også være blandt de bedste på sit eget niveau. Det har Rene Thomsen og resten af spillerne i Serie 4 bevist hos B75. De ligger nemlig i skrivende stund på en flot 2. plads.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments