Dagens unge batmand spillede første gang bordtennis i 6. klasse på Horne Skole. Da han nu er 22 år, må det altså være omkring 10 år siden. Hvilket også er året, hvor Michael Maze og Finn Tugwell vandt Bronze til OL, men om det havde noget med historien at gøre, husker vores hovedperson ikke.
– Alle på skolen spillede dengang, så det lå vel i kortene, at jeg en fredag i efteråret kom hjem med tre venner og spurgte, om min far kunne tage os med ned og spille i Ulvkærskolens gymnastiksale, fortæller Andreas Rokkjær, hvis fædrene ophav selvfølgelig er Lars Rokkjær.
– Jeg vidste, at min far spillede bordtennis med sin ven Lars Stopperub hver lørdag, så jeg tænkte, at han kunne lære mine venner og mig en ting eller to. Det viste sig meget hurtigt, at min har havde været træner af ganske høj kaliber, hvilket jeg ikke havde nogen anelse om.
Overraskende nok havde Lars Rokkjær aldrig forsøgt at få sønnen Andreas til at spille bordtennis, men han havde derimod prøvet med alt andet; lige fra fodbold og tennis over golf og svømning til håndbold. men intet havde tidligere fanget sønnikes interesse. Det må altså på en eller anden måde have ligget i kortene eller generne, at han skulle spille bordtennis.
– Da min far startede klubben i 1974, ja, den hedder B75, men det er en anden historie, forstod han lynhurtigt, at hemmeligheden bag succes i en klub af denne art var at give medlemmerne værdi, lade dem føle sig specielle. At være speciel er ikke noget, danskere er gode til. Før i tiden havde vi Jante Loven, hvor ingen var specielle, uddyber Andreas Rokkjær.
– Nu har vi vel nærmest det modsatte, hvor alle er specielle, alle skal i scenesætte sig selv, men det resulterer jo nogenlunde i det samme udfald, hvor ingen er mere eller mindre værd end andre. Det var, hvad min far opdagede, hvis han mødte folk på en måde, der fik dem til at mærke en værdi i sig selv, så bliver de hooked og kommer tilbage for at få mere, igen og igen.
Lars Rokkjærs pædagogik har imidlertid ifølge sønnen udviklet sig meget siden dengang. Der er nu koblet mange forskellige teorier på, men grundidéen er altså den samme, hvor andre mennesker simpelthen givesværdi.
– Jeg plejer at sige, at jeg er medlem. Medlem er efter min mening det fineste, man kan være i en klub. Palle Lauring sagde engang, at Danmark er en brugsforening. Og for mig at se er der ikke stor forskel på en brugsforening og en sportsklub. De er begge ejet af medlemmerne og har begge til formål at hjælpe medlemmerne.
– Jeg har dog også haft nogle titler, som andre måske ville mene var pænere end medlem. Siden jeg var 15 år, har jeg været træner i klubben, først som assisterende træner og derefter som hovedtræner, hvorefter jeg igen blev assisterende. Sidste år blev jeg udnævnt som chef for sponsorafdelingen i B75, hvilket man må kunne sige er en meget pæn titel.
Det vigtigste, en sportsmand kan have, er ifølge Andreas Rokkjær ydmyghed. Derfor er det med lidt årvågne øjne, at han kigger på fremtiden i den nye hal. Rent praktisk ser han det helt og holdent som fantastisk, at klubben kommer til at spille i den bedste bordtennishal i Danmark.
– Samtidigt frygter jeg, at denne store nye bygning, med al sit højteknologiske interiør, vil få os til at glemme vores ydmyghed, glemme, hvor vi kommer fra, og i værste fald glemme, hvor taknemlige vi burde være for denne fantastiske hal.
– John Lennon sagde engang Imagine there’s no heaven, It’s easy of you try. Jeg kan sagtens forstille mig det, og det skræmmer mig selvfølgelig, men jeg stoler også fuldt ud på ledelsen i klubben. Der findes ikke en gran af tvivl i mig om, hvorvidt ledelsen ville være i stand til at stoppe noget, der kunne blive ødelæggende for vores kultur.
I starten havde dagens hovedperson ingen personlige ambitioner. Han spillede bare, fordi det var fantastisk. Da han blev bedre, kom han op og var en af de bedste ungdomsspillere i Nordjylland, hvilket resulterede i et spring til klubbens første Junior Divisions hold i 10 år.
– Holdet var dog kun bestående af to B75 spillere, Daniel Christensen og mig, samt Jonas Nielsen fra Tateni, som var Nordjyllands absolut bedste spiller, og Emil Jangvik fra Sverige, der sidenhen er blevet et fuldbyrdet medlem af B75. Da jeg i sommeren 2012 gik ud af gymnasiet, ville jeg prøve at være professionel, husker Andreas Rokkjær.
– Min bedste ven Daniel Christensen, som var gået ud et år før mig, og jeg begyndte derfor at spille på fuld tid i klubben, 37 timer om ugen. Nu går jeg på universitetet og studerer filosofi. Derfor har jeg ikke tid til at træne lige så meget længere. Alligevel klarede jeg sammen med Martin Lund Nielsen at komme i kvartfinalen til DM i u21 herre double, hvor vi tabte med 2 point i 5. sæt.
– Jeg var på træningslejr i Kina. Midt i opholdet blev Daniel og jeg inviteret til at spille med i en turnering i en lille by tæt på grænsen til Rusland. Det var det vildeste, jeg nogensinde har prøvet. Daniel og jeg var de eneste ikke kinesere til stævnet, og da vi spillede os i finalen, var hallen kogende, erindrer Andreas Rokkjær.
De unge danskere skulle spille mod en Provins spiller fra byen (Provins hold er det næsthøjeste i Kina), og en tidligere landsholdsspiller fra Taipei. Vendelboerne fra B75 tabte desværre, men efterfølgende ville alle have taget billeder med dem.
– Det største øjeblik i klubben var, da vi fik Yu Han til klubben. Hun kickstartede hele udviklingen, der nu har ledt til denne fantastiske artikelserie, konkluderer Andreas Rokkjær med en kompliment til FlaskePosten.
Webavisen kan kvittere med at konstatere, at æblet sjældent falder langt fra stammen. At en af Lars Rokkjærs sønner både spiller bordtennis og læser filosofi, giver i den grad god mening. B75 er nemlig også en idé.
