Det kunne været gået grueligt galt, da en gruppe turister onsdag eftermiddag ville skyde resterne af nytårets rakketter af, inden turen gik hjemad igen.
Noget af fyrværkeriet fik nemlig marehalmen og græsset på de tørre klitter i et sommerhusområde ved Vester Tversted til at bryde ud i flammer.
– Det er mest marehalm og græs. Det er cirka 1000 kvadratmeter, der er gået ild i, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Thomas Dybro.
Flammerne nærmede sig nogle af sommerhusene i området, men så kom naboerne til undsætning inden beredskabet nåede frem.
– Hvis det havde stået i et eller to minutter mere, så havde det spredt sig til et af husene. Men så kom naboerne med de her branddaskere, og det var altså bare guld værd. Så kom vi så til noget efterslukning, fortæller Thomas Dybro.
I området omkring branden er der flere grantræshegn og tørre birketræer, så det kunne være gået noget værre, end det nu endte med.
– Der er masser af græntræshegn, fyrtræshegn, tørrede birketræer og alt muligt andet, så hvis det havde været lidt længere oppe ad vejen, så havde vi stået i en andnen situation. Det kunne være gået meget værre, fortæller Thomas Dybro.
Branden er onsdag aften under. Der vil dog være en brandvagt til stede lidt ud på aftenen, så beredskabet sikre sig, at branden ikke blusser op igen.
Kilde: TV2 Nord.
Arkivfoto: Simon Mølgaard.