Med Bjørnens død er absolut sidste side i det vigtigste kapitel om De Gyldne Løver vendt. Han var med på banjo, da gruppen debuterede på den røgfyldte pub Den Gyldne Løve i Hjørring den 24. oktober 1967 formedelst 35 kr. pr. mand og en øl og en platte. De to andre var Jens Wolfsen og den livslange ven og fortrolige, Carsten Holst. Resten er historie. De næste godt og vel 45 år turede de musikalske landsknægte fra deres nordenfjordske bastion land og rige rundt og skabte sig klangbund og lydhørhed hos et trofast publikum. De var ikke, som de andre. De var noget for sig selv.
Gennem alle årene var Jens Bjørn-Hansen klippen i midten. Først stod han dér, siden sad han ned – med bassisten Kalle Jørgensen og guitaristen Carsten Holst til venstre for sig, og til højre trakterede Jens Memphis fløjterne og violinen mens Ib Buchholtz rundede af med harmonika og keyboard. Og når vitserne og de kringlede introduktioner var nået lige til kanten, så kiggede Bjørnen skarpt hen over halvbrillernes kant og tappede med højre fod i scenegulvet. En-to og en-to-tre-fire! Og så blev der spillet og sunget, mens genkendelighedens glæde og den varme fortrolighed bredte sig ude i publikumsmørket. Så sad Bjørnen i centrum og nød det, mens han lokkede milde toner ud af sin banjo eller mandolin, der nærmest forsvandt i de store næver, og det stille smil bredte sig i det store, filtrede skæg. En spillemand af Guds nåde.
Jens Bjørn-Hansen var også flittig bag scenen. Han har skrevet op mod halvdelen af Løvernes tekster, og han havde en speciel ømhed for de smukke ballader. Hans kærlighed til den irske og skotske tradition fik sangene til at løbe let gennem pennen, og han kunne andet og mere end at få hjerte til at rime på smerte. Og sammen med legekammeraten Jens Memphis kunne han slå gækken både løs og fast i de numre, der blev fast inventar i Giro 413, folkets kanon. Og har man bare én gang været i Løvernes omklædningsrum efter en koncert og fået en stille flaskeøl i hjørnet med Bjørnen, så kunne man komme tæt på og overgive sig i hans lune latter. Dette buldervarme, uforstilte menneske.
Jens Bjørn-Hansen inkarnerede i sin person hele den ægte, uskrømtede folkelighed. Den folkelighed, der kommer med erfaringens tyngde og af at kende livet og vide, at hvor der er sol, er der også skygge. Han var et uhyre rummeligt og gennemloyalt menneske – solidarisk, for nu at blive rigtig gammeldags – men gnidret småborgerlighed, gul misundelse og almindeligt bigotteri var der ikke plads til. Så helt og aldeles slet ikke. De måtte vige for bekymringen for dem, der har det svært. Bjørnens store hjerte bankede umiskendeligt til venstre. Den sociale omsorg prægede også hans mangeårige virke som lærer i Hjørring, hvor han specielt var optaget af at forløse børnenes kreative evner i faget billedkunst.
Var Jens Bjørn-Hansen klippen i midten i det musikalske foretagende De Gyldne Løver, så var han det også i udpræget grad i familien, der omfattede fru Bente, som han blev gift med på Irlands nationaldag – den 17. marts – i 1978, og de to sønner. Bjørnen havde set frem til, at livets aftensol skulle skinne over et stilfærdigt otium i det elskede sommerhus i Napstjert med vindens musik i høje graner og udkig over Kattegat. Men sådan gik det ikke. De mange år på lange landeveje havde slidt den store, knudrede krop. Andre dårligdomme stødte til, og da Bente døde for et par år siden, begyndte sandet at løbe hurtigere ud af timeglasset for den gamle spillemand.
Da De Gyldne Løver rundede 40 år i musikkens fællesskabsskabende tjeneste, sagde Jens Bjørn-Hansen til undertegnede, at han egentlig helst bare ville huskes som én, der gjorde folk glade i det mindste i 2 x 3 kvarter engang imellem. Det gjorde han. Så rigeligt endda. Og derfor er vi mange derude i det navnløse publikumshav, der stilfærdigt letter på den imaginære hat og siger: Tak for sangen, Jens Bjørn. Dit fine menneske.
Af Jørgen Pyndt
