
Af Thomas Klimek

Byrådskandidat
Socialdemokratiet
Hirtshals/Hjørring
Slutter livet ved 70? Nej, det gør det absolut ikke, men iagttager man samfundsdebatten, så skal man se godt efter, hvis man vil få øje på “ældrestyrken”.
På mere end ét valgmøde har jeg hørt kandidater bruge ordet ”ældrebyrde”. Ja, man tror, at det er løgn, men det skete faktisk.
I en tid hvor alt handler om arbejdspladser og økonomi, er den ambitiøse ældrepolitik gledet i baggrunden. Det handler på nedværdigende vis ofte kun om bleer og et måltid mad. De mange nuancer i ”den tredje alder” bliver ofte glemt i en tidsalder, hvor medier og dele af befolkningen, er hundeangste for at erhverve sig livets smukkeste patina, nemlig rynker.
Vores ældre skal ses som den resurse, de er. Livets erfaringer skal sættes i spil og bruges lokalt i skoler, foreninger, interesseorganisationer og politiske partier. Hvilke konkrete tiltag kan så styrkes udover velmenende ord, tænker du nok?
Jo, kommunalt skal vi bl.a. arbejde for, at videnssamfundets udfordringer, særligt IT, bliver tilgængeligt og anvendeligt for vores ældre, der ikke er vokset op i en digital tidsalder. Vi må være realistiske og erkende, at verden nok kun bliver endnu mere digital, uagtet vi ønsker det eller ej, og da skal borgerne, unge som ældre, have mulighed for at kunne begå sig.
Kommunalt skal vi fortsætte med at opstille ældremål, der udvikler og udfordrer vores ældre medborgere åndeligt som fysisk. Vi bliver ældre på en anden måde i dag, og mange har både krop og sind, der stadig er klar på daglige udfordringer og aktiviteter. Her er det ingen hemmelighed, at de frivillige i Ældresagen og Hjørring Ældreråd, er enorme kapaciteter, og samarbejdet med de frivillige kræfter, er afgørende for en aktiv ældreindsats.
Fx er ensomhed et stort problem for mange ældre, og vi skal fremme kendskabet til besøgsvenner, foreningsaktiviteter og motion endnu mere.
Over 600.000 danskere er medlem af Ældresagen. Det vidner om, at mennesket ønsker at engagere sig og gøre nytte hele livet. Spørg en gennemsnitlig børnefamilie hvor mange tusinde kroner, de sparer deres arbejdsplads i tabte arbejdstimer, når Bedste eller Olde springer til i en sur morgentime og passer et sygt barn. Det er vi en del forældre, der kan nikke genkendende til.
For samfundet er det en enorm ældrestyrke, der her kommer til udtryk, og bedsteforældrene sparer samfundet for et stort antal millioner af kroner, når de træder til og tager sig af syge børn eller hjælper med andet. Hvordan denne gruppe kan betegnes som byrde, er ganske enkelt ufatteligt. De er en uvurderlig styrke, men alt for ofte går debatten kun på ældre, som en gruppe, der sidder passive på et plejecenter, og det er et forenklet og fattigt billede af virkeligheden.
Kommunalpolitisk er første, enkle skridt, at vi sætter fokus på den enorme styrke af ældre medborgere, der allerede er aktive og gør nytte i vores lokale samfund.
Frem mod kommunalvalget den 21. november vil vi på den lokale webavis slippe debatten fri og sætte fokus på den lokalpolitik og de politikere, som har indflydelse på livets gang i Hjørring Kommune.
Foto: Arkiv.





















































