Klaveraften i Hirtshals Kirke

Fredag den 5. juli kl. 19.30 kan man høre skønne klaverklange i Hirtshals Kirke.

62

Det er kirkens organist, Arne Jørgen Fæø, der spiller klavermusik af den franske komponist Claude Debussy. På programmet står to værker, nemlig “Pour le Piano” og “Præludier, bind 2.”

Førstnævnte værk er regnet som Debussys første modne værk for klaver solo, og det falder i tre satser: Først et præludium, efterfulgt af den skønne “Sarabande,” der er blevet kaldt det mest intime klaverstykke nogensinde. Sidste sats er en livlig toccata.

Det andet værk er mere omfangsrigt. Den anden af Debussys to samlinger med præludier rummer hele tolv skønne stykker af meget forskellig karakter, fra den melankolske beskrivelse af døde blade, over kærligt satiriske portrætter af britiske karakterer, til fyrværkeri på den franske nationaldag.

Koncerten bliver bundet sammen af små betragtninger om Claude Debussy, og en nærmere beskrivelse af de enkelte satser.

Arne Jørgen Fæø er uddannet pianist på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København, med debutkoncert i 2001. Han har, ved siden af stillingen som organist i HIrtshals kirke, et udstrakt virke som pianist, bl.a. som Aalborg Symfoniorkesters faste orkesterpianist. Arne Jørgen kan også tit findes bag tangenterne i diverse kammermusikalske sammenhænge.

Efter koncerten er der Efterspil, en uformel sammenkomst med en lille forfriskning i Hirtshals Kirkecenter.

Koncerten er en del af Vendsyssel Festival.

Foto: Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments