Sindal Billard Klubs hold i 2. division tabte hele 2-6 på hjemmebane til Spjald.
Michael Fischer (18,95) kom fint fra start. Modstanderen var imidlertid skarp i replikken, hvorfor han hurtigt blev presset. Han rodede nu godt og grundigt i værktøjskassen hvorved det lykkedes at finde midlerne til at holde trit. Således blev det et stort forfølgelsesløb. I kampens sidste tredjedel tabte han desværre terræn. Selv om han kæmpede bravt, måtte han derfor sluttelig indkassere et klart nederlag.
Jens Kallehauge (18,47) kom fint fra start. Således styrede han indledningsvis begivenhederne. Godt foran skiftede opgøret imidlertid karakter. Han havde ikke længere den sædvanlige snert i køen. Samtidig hermed fik modstanderen pludselig ekstremt travlt. Hermed blev det meget hurtigt op ad bakke. Alle tiltag med at indhente det forsømte blev desværre omgående neutraliseret. Altså et kæmpe stort nederlag efter en indsats under middel.
Joakim Nielsen (23,00) havde denne gang ikke noget ekstraordinært at byde på. Da modstanderen samtidig speedede voldsomt op, blev det hurtigt spil til et mål.
Til tider blev han ligefrem overmatchet. Altså et uhyggelig stort nederlag, efter en indsats lige under middel.
Jesper Holmberg (50,00) var fra start meget sikker på hånden. Han styrede derfor begivenhederne fra start til slut. Den flotte indsats blev således mesterligt omsat til en meget sikker sejr.
Det klare resultat placerer Spjald alene på andenpladsen mens SBK med det store nederlag dumpede ned på den øjeblikkelige tredjeplads i kredsen.
Serie 3 hold 1 har på hjemmebane spillet mod Brønderslev 1. Resultatet blev uafgjort 4-4.
Karsten Brath (8,00) udviste fra start stor koncentration. Da modstanderen ikke rigtig kom ud af startboksen, blev det hurtigt spil til et mål. Skruen forblev i vandet, og således kunne han i ensom majestæt trille en overordentlig sikker sejr i hus. Med sæsonens bedste optræden overhalede han tillige Brath Senior på ranglisten. Jo, det helt store smil var skam i højsædet ved den anledning.
Hans Chr. Jørgensen (6,07) gjorde en rigtig god figur. Modstanderen hoppede med på legen, og således udviklede opgøret sig hurtigt til en højspændt affære. På banen kom alle tricks i anvendelse uden det dog på nogen måde afklarede noget som helst. Side om side gik det således mod afgørelsen. På målstregen lykkedes det imidlertid at sætte en perfekt skuldertackling. Således kom han først over stregen, hvorved han, med mindst mulig margin, snuppede sejren.
Poul Erik Thomsen (3,68) havde denne gang ikke meget at byde ind med. Hurtigt kom han derfor i problemer. Alle tiltag for at rette på det forsømte mislykkedes. Således måtte han, efter en meget flad indsats, indkassere et stort og meget mærkbart nederlag.
Kjeld H. Jensen (7,64) blev omgående sat under pres. Indledningsvis fulgte han dog alligevel så nogenlunde med. Modstanderen beholdt samme frekvens, hvorved afstanden nu kontinuerligt blev øget. Dette raid kunne der desværre ikke blokeres for, hvorfor der måtte et højere tempo til. Herved kom der flere dårlige beslutninger ind over spillet. Med den større fejlmargin blev det meget sværere at hente det forsømte. Pyntet på resultatet blev der, men forhindre et klart nederlag kunne han dog ikke.
Old boys hold 1 har på hjemmebane spillet topkamp mod Skagen 5. Resultatet blev et meget stort nederlag på 2-6.
Jens Dalsgaard (4,18) leverede spil på et meget flot plan. Uheldet var bare, at modstanderen havde syvmilestøvler på. Han måtte derfor kæmpe så hårdt for pointene, at det til tider slog gnister. Langt henne i opgøret formåede han stadig at holde sig på omgangshøjde. I slutfasen svandt kræfterne desværre ind, hvorved han tabte lidt terræn.. Efter en meget fin indsats, endte det således med et lille nederlag.
Gunnar Muhlig (2,64) mærkede suset af kampens betydning fra første færd. Han lod sommerfuglene blafre uhæmmet, hvilket naturligvis gik ud over spillets kvalitet. Han forsøgte selvfølgelig at rette den krængende skude op, men lige meget hjalp det. Altså et meget stort nederlag efter en flad indsats.
Poul Erik Thomsen (8,15) lyste fra kampens start af spilleglæde. Da han tillige havde stor coolness med i spillet, fik han hurtigt skabt grundlag for den perfekte start. Modstanderen prøvede at stoppe fremfærden, men uden held. Alle angreb blev nemlig omgående neutraliseret. Efter en rigtig god indsats, blev slutfacit således en meget sikker sejr.
Kjeld H. Jensen (5,31) blev fra start sat under et voldsomt pres. Herved kom han hurtigt i den jagende rolle. Noget der ikke passede ham særlig godt. Med forseringen af spillet sneg usikkerheden sig nemlig med ombord. Selv de nemmeste dessiner blev nu super svære. Samtidig hermed røg kontrollen af spilleballen sig en tur. Modstanderen udnyttede situationen og bombede bare der ud af. Efter en indsats langt under middel, måtte han sluttelig indkassere en ordentlig øretæve.
Med det store nederlag, deler de to hold nu førstepladsen med hver 16 point.
Forfølgerne kom tillige lidt nærmere, så der er lagt op til en spændende afslutning på turneringen, hvor der nu resterer to spillerunder.
Fri carambole hold 1 har på hjemmebane spillet mod Tårs 2. Resultatet blev en knusende sikker sejr på 4-0
Erik Brogaard (0,96) kom fint fra land. Modstanderen kopierede, hvorved der kom lidt nerve ind i spillet. Der blev sat et angreb ind, som gav en spinkel føring. Han magtede dog ikke at holde fast. Herved blev det igen langsom til close race. Et nyt raid blev iværksat. Denne gang blev hullet slået. Således kunne han med meget sikker hånd trille en yderst komfortabel sejr i hus.
Michael Fischer (1,30) udviste stor koncentration straks fra start. Herved fik han hurtigt etableret en meget klar føring. Ufrivilligt gik han et par gear ned, hvilket modstanderen øjeblikkelig udnyttede til at påbegynde sin tilbagekomst til opgøret. Han røg derfor hurtigt tilbage til den oprindelige taktik. Nu styrede han igen kampen. Sluttelig kunne han således snuppe en meget sikker sejr.
Med den overbevisende sejr er hold 1 fortsat med i topstriden.
Fri carambole hold 2 har på udebane spillet mod Tårs 1. Resultatet blev uafgjort 2-2.
Bo Engmann (0,73) var ikke helt skarp. Således blev opgøret særdeles spændende. Da han var allermest presset, blev der produceret en serie på 8 point, hvilket øjeblikkelig skabte lidt ro over feltet. I slutfasen var han bedst på de afgørende point, hvilket gjorde at han kunne hive en smal sejr i land.
Casper B. Caspersen (1,03) fik ikke den perfekte start.Således bølgede det indledningsvis frem og tilbage. Der blev givet og taget, skubbet og stødt. Ingen af aktørerne formåede at rykke afgørende fra, hvorfor det udviklede sig til et meget spændende opgør. I den afgørende fase var han desværre ikke helt skarp. Det blev udnyttet. Således måtte han sluttelig se sig slået med meget smal margin.
Trods pointtabet er hold 2 fortsat alene på førstepladsen. Selv om hold 1, på andenpladsen, puster dem i nakken, kan kredsmesterskabet allerede sikres i kommende spillerunde
Resultater og aktuelle stillinger for de spillede kampe finder du på www.billardresultater.dk ligesom klubbens hjemmeside www.sindalbillard.dk sikkert også kan give dig yderligere oplysninger.
Kilde og foto: Sindal Billard Klub