Klapsalver og ros til naturmødechef Jesper Lauritsen ved morgenmøde i Hirtshals

Byens erhvervsdrivende og butiksejere fik ros ved fredagens morgenmøde hos Hirtshals Handel & Erhverv, men der var også klapsalver til naturmødechef Jesper Lauritsen.

355

Hirtshals Handel & Erhvervs morgenmøde fredag på Restaurant Lilleheden havde på dagsordenen blandt andet Naturmødet 2019.

Punktet tog udgangspunkt i en evaluering med afsæt i besvarelser af 400 gæster fra hele landet, der alle havde deltaget ved Naturmødet i Hirtshals

– Det er svært at være kritisk og utilfreds. Naturmødet er på bare 4 år blevet landets andet største folkemøde efter eventen på Bornholm, fortalte naturmødechef Jesper Lauritsen.

– Flere og flere kommer ikke bare et par timer, men bliver ligefrem to eller flere dage i Hirtshals, uddybede naturmødechefen og noterede sig med tilfredshed, at stemningen og tonen er god hele vejen rundt under Naturmødet.

– Organisationernes repræsentanter møder frem med et smittende engagementet og fortæller om lige præcis det, som de selv nørder med. Det giver tydeligvis gæsterne lyst til at komme tilbage. Det er kort sagt meget, meget positivt, fastslog Jesper Lauritsen.

Flere af de lokale medlemmer af Hirtshals Handel & Erhverv gav da også udtryk for begejstring og fuld støtte til fortsat at udvikle Naturmødet. Byforum Hirtshals stiller gerne med frivillige fremover, lød det således fra bykoordinator John Kongerslev.

Succesen har desuden bidraget til at åbne døre for arrangørerne, der reelt kun tæller to eller tre ansatte på fuld tid. En af deres ambitioner er nu at synliggøre eventen og gøre den nærværende hele året.

Pottemager Rigmor Horsevad påpegede byens ofte fremhævede DNA. Her mente hun det vigtigt at fastholde og tydeliggøre, hvad det egentlig er for en størrelse.

– Vi har nok ry for, at her risikerer man at få en lussing og blive smidt i havnen, men den mentalitet er i udgangspunktet positiv, fordi den handler om, at fiskere og folk fra gammel tid har fundet det livsvigtigt, at man skulle kunne stole på hinanden, fastslog Rigmor Horsevad.

Derfor ikke så meget snak, men kontant afregning og konkret handling, kunne den positive vinkling være. Hendes pointe om at bibeholde det autentiske lokale udtryk vandt i hvert opbakning både hos de andre erhvervsdrivende og butiksejere samt Jesper Lauritsen.

Det gik dog i sagens natur og som allerede antydet ikke på lussinger og en tur i havnen, men mere på den jævne og dybest set demokratiske indstilling, at her behandler vi alle lige.

Klaus Riskær Pedersen skal kort fortalt heller ikke regne med næste gang at få serveret sine fiskefrikadeller på en sølvtallerken hos Hirtshals Fiskehus.

– Vi skal ikke have et A og et B hold, hvor der gøres forskel på folk ved byens arrangementer, fastslog afdelingsdirektør Trine Birgit Jensen fra Spar Nord.

I tråd med den holdning er det faktisk heller ikke kutyme, at der klappes af folk ved morgenmøderne hos Hirtshals Handel & Erhverv.

Velfortjent applaus var der dog i dén grad til Jesper Lauritsen!

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments