Klangfulde sange med Klub 99

Det der med varme og hjerte har jeg brugt før, jeg ved det, men det passer bare så godt på en karakteristik af Klub 99.

433

Det store kor Klub 99 fra Hirtshals samles, som mange lokale ved det, hver uge for at synge sammen i Den Svenske Sømandskirke. Mandag kl. 17.45 åbnede de til gengæld festen i et tæt pakket telt på Sydvestkajen.

– Når man som jeg kommer fra Bindslev, er der altså noget særligt ved sang akkompagneret af harmonikaer, sagde konferencier Michael Vajhøj til netavisens udsendte, før han da også med oprigtig glæde bød velkommen til publikum og Klub 99 samt korleder Børge Eriksen.

Korleder Børge Eriksen håndterede både harmonika og koret Klub 99.

Der var ellers gråt og vådt på kajkanten udenfor, men en lun og ligefrem hjertevarm stemning bredte sig i lighed med tidligere år hurtigt fra koret til publikum, da de mange medlemmer istemte de traditionelle sømandssange og viser som Bound for Singapore og Mit Vendelbohjem. Ikke mindst sang hele teltet med på Hirtshalsvalsen. Koret har fortsat klangfulde stemmer og et rigtig fint gehør hos medlemmerne, der styres med både munter og sikker hånd af Børge Eriksen.

Der er overvældende klangfulde stemmer og et godt gehør i det store kor Klub 99.

– I må gerne drikke på scenen, men kun vand, lød det således på et tidspunkt med glimt i øjet fra Børge Eriksen. Vand var der til gengæld ikke i mange af glassene rundt omkring ved bordene, men derimod masser af det gode fadøl, som selvfølgelig også er den råvare, der i sidste ende betaler for hele gildet ved Musik Under Trappen.

Dermed er der også varmet godt og grundigt op for Fun Popnitter’s, The Irish Waterfalls og Hakweye & Hoe.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments