På Bounty i Lønstrup var man ikke i tvivl baren rundt. Overgreb på naturen – selv i den bedste mening – var vist ikke i orden, men der var bred enighed om, at det har været godt for omsætningen med al den opmærksomhed.
Så må man tage journalisterne med – måske i en vis ærbødighed overfor Bountys indehaver kan der gå sport i den slags kommetarer – også selv om denne besøgende kom helt fra Hirtshals fra en netavis… Og mening giver, det – blev der ment – at man netop i en fiskeriby har en netavis, også selv om den ikke kan bruges til at pakke fisk ind i!
Jeg var advaret allerede under køreturen fra syd ind mod Lønstrup forbi synet af Rubjerg Knude Fyr… Her kan alting gå galt, hvis man ikke passer på. Man kan komme i stødet, man kan styrte ned, man kan komme i snak med de lokale, så det er med at holde tungen lige i munden.
En tilståelse: Det er flere år siden, jeg besøgte Mårup Kirke sidst, så det var lidt overvældende pludseligt at stå midt i noget, der kunne have været brugt som scene i en Djangofilm – Django, den ensomme dræber eller lignende, startede altid filmene med at slæbe en kiste gennem pløre ned til noget, der skulle forestille en by, opdrage fra kisten et maskingevær, dræbe en hel hob, der havde fortjent det og…afvikle det endelige opgør på Mårup Kirkegård! Altid i et forfærdeligt uvejr…
Django var det ikke….men vejret i december 1808 kostede 200 sømænd livet, da The Crescent strandede. Skibets anker har fået lov at blive på Mårup Kirkegård..behørigt flyttet fra et sted ude i den blå luft…
Det er i dag et vejr…Måske mest kendt i Kim Larsens fortolkning..og det var det…Livet på kanten, når det er bedst… ingen på vej ned og næsten lunt..spaghetti og western glemt…
Efter en berigende spadseretur fra Mårup Kirke til åstedet for forbrydelsernes betonelementer vendte jeg tilbage for helt tilfældigt at møde Kirsten…Kirsten fra Lønstrup… Kirsten, der hver dag siden 2001 har gjort turen med apostlenes heste, og som gør en dyd ud af at nyde et hvil på en af de bænke, som Mårup Kirkes Venner har været så betænksomme at parkere lige midt i solen…
Kirsten har fået en hel unik indsigt i afviklingen af kirke og klint. Forhåbentligt kan hun finde bænkene mange år frem i tiden, og skulle du komme forbi, så spørg endelig. Hun ved en hel del om stedet. Hendes yndlingsmotiv er den sidste yderste rest af kirkegårdens nuværende sydvestlige hjørne… Et symbol på Vendsyssel og livsbetingelserne på kanten.
Statistisk vil Kirstens fixpunkt her på Mårup Kirkegård ikke have de store chancer, men måske er der mere mellem himmel og hav…
1catering