Kirsten kassedames polka – med træk og slip

Det kan lyde kryptisk med overskriften til denne artikel, men bag den gemmer der sig en sjov historie om Kirsten Gehl og billedmageren Per Ekmann fra Uggerby.

11

Kirsten Gehl var fuldstændig uforberedt og uvidende om, at hun indirekte havde stået model til et spøjst maleri af billedmageren Per Ekmann, da hun gik til fernisering på Den Gamle Station i Hirtshals.

Da hun så billedet med titlen Kirsten kassedames polka – med træk og slip var hun imidlertid ikke et sekund i tvivl om, at det var hende på billedet med de muntre farver og påklistrede briller, som umiskendeligt er malet af Per Ekmann.

– Da jeg spurgte Per, sagde han straks, at han hele tiden under arbejdet havde haft mig i hovedet, så jeg måtte simpelthen have det, fortæller Kirsten Gehl, da vi har sat hende stævne foran maleriet på Den Gamle Station.

– Der er som sædvanlig så mange sjove detaljer i billedet som nu de der briller, der er fundet af Per på stranden og klistret på maleriet, fortsætter Kirsten Gehl, som under ferniseringen skyndte sig i banken for at hæve penge og få købt det af Per Ekmann.

End ikke Svend Petersen kendte som indehaver af Den Gamle Station baggrunden for billedet af Per Ekmann. Den fik han imidlertid denne langfredag ved FlaskePostens mellemkomst fortalt af Kirsten Gehl, der faktisk lærte Per Ekmann at kende, mens hun arbejdede som kassedame, men mange kender sikkert også hende som en særdeles habil harmonikaspiller i blandt andet Kielgasterne.

Udstillingen rummer i øvrigt også en række ophængninger af Per Ekmanns hustru Inger Ekmann, hvor hun bryder med sin velkendte stil, idet hun i en række sort hvide billeder parodierer eller ironisk kommenterer blandt andre P. S. Krøyer.

Læs via linket her en grundigere præsentation af kunstnerne: Svend Petersen præsenterer påskens udstilling

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments