Kirkerne holder alligevel lukket i påsken

Trods opfordringer fra kirkeordførere siger biskopper og kirkeministeren nej til påskegudstjenester.

167

Tidligere i dag har det været luftet, at kirkerne trods forsamlingsforbud ville åbne for påskegudstjenester. Men efter et møde mellem biskopper og kirkeminister Joy Mogensen bliver det alligevel ikke en mulighed.

På et møde i dag mellem kirkeminister Joy Mogensen og landets biskopper udtrykte et flertal af biskopperne, at folkekirken ønskede at stå last og brast med resten af samfundet også i forhold til genåbning. Det betyder, at kirkeministeren vil anbefale kirkeordførerne ikke at gå længere med overvejelserne om at åbne for kirkelige arrangementer i påsken.

Flere partiers kirkeordførere har beklaget, at kirken må holde lukket i kirkeårets største højtid. Derfor har regeringen overvejet mulighederne for begrænsede kirkelige arrangementer i påsken under hensyntagen til den sundhedsfaglige vejledning.

Det er fortsat sundhedsmyndighedernes vurdering, at det er vigtigt at nedbringe antallet af sociale kontakter, sikre behørig afstand mellem danskerne og øge effekten af social afstand. Det er baggrunden for de begrænsninger, som blandt andet sætter de aktuelle rammer for aktiviteter i folkekirken frem til og med 2. påskedag.

– Påsken er en af kirkens store højtider. Derfor har mange i folkekirken haft et meget stort ønske om at kunne fejre påsken med gudstjenester i kirken, som vi plejer. Det er baggrunden for, at biskopperne har støttet, at det blev overvejet og undersøgt, om man måske kunne gennemføre en begrænset åbning af kirkerne i påsken, hvis det var sundhedsmæssigt forsvarligt, udtaler biskop i Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen.

– Biskopperne forstår og påskønner, at politikerne og regeringen har ønsket at komme kirken i møde på dette punkt. Men ved nærmere eftertanke finder biskopperne ikke, at kirken bør have særbehandling i forhold til det samfund, som kirken er en del af. Derfor må vi i år fejre påsken på anden vis: Sammen – men hver for sig, uddyber han.

Den konklusion glæder kirkeminister Joy Mogensen.

– Det er fortsat smerteligt, at vi må fejre påske uden at kunne gå i kirke. Men jeg er glad for at folkekirken står last og brast med resten af samfundet. Folkekirken har i de sidste uger vist, at kirkelivet stadig blomstrer, og det er jeg sikker på, at kirken også gør i påsken. Rigtig mange præster har kastet sig ud i streaming-gudstjenester, sjælesorg via net og telefon, og omfattende brug af sociale medier. Jeg opfordrer folkekirken til at holde fast i de mange gode initiativer også i påsken.

Efter mødet med biskopperne og nøje overvejelser vil kirkeministeren i morgen anbefale partierne kirkeordførere ikke at gå videre med overvejelserne om gudstjenester i påsken.

Kilde: TV2 Nord.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments