Kieslowskis »Rød« vises i Lønstrup Café Bio

Torsdag den 2. februar kl. 19.30 viser Lønstrup Café Bio »Rød«, den sidste film i Kieslowskis berømte trilogi Blå, Hvid og Rød.

17

Valentine er en ung smuk begavet kvinde, der studerer i Geneve og tjener til studierne som fotomodel. En dag kører hun en hund ned på gaden.

Ejeren til det sårede dyr afviser hende. I stedet afleverer hun hunden til en dyrlæge. Hun kommer i kontakt med ejeren, som er en pensioneret dommer. Han er en særpræget mand. Hans hobby er at aflytte naboernes telefonsamtaler.

Det starter med en drastisk rejse. Vi suges ind i filmen, som er vi selve telefonforbindelsen mellem England og Genève. De 1.000 kilometre går gennem ledninger og Den Engelske Kanal.

Valentine modtager mange opkald fra sin kæreste. Han befinder sig i Storbritannien, mens hun studerer og arbejder som deltidsmodel i Genève.

Et tyggegummifirma vil bruge Valentines ansigt i en stor kampagne, og snart hænger et gigantisk billede af de smukke træk ved et lyskryds.

Så indtræffer det tilfældige: I bil skumpler hun ind i en hund, og livet ændrer sig.

Hunden tilhører den tidligere dommer Kern, der gestaltes af uforlignelige Jean-Louis Trintignant. Han har lagt ansigtet i spotske folder, for tilværelsen har kanøflet ham. Som så mange andre har han vendt sorg til fjendtlighed.

Han virker ligeglad med hundeulykken, og apatien både frastøder og fascinerer Valentine. Hun kan ikke glemme Kern og vender da også efter nogle dage tilbage til hans ruinøse gemakker, hvor støv og snavs ændrer farvetonen.

Senere opdager hun, at Kern bruger sit otium på at overvåge sine naboers telefonsamtaler. I denne scene skifter synsvinklen pludseligt, og man bliver i tvivl om, hvem af de to hovedpersoner der overvåger hvem.

»Rød« foregriber et af nutidens mest skræmmende og interessante emner, og gennem Valentine forstår vi, at Kerns overvågningsprojekt er både forkasteligt og dragende.

Torsdag den 2. februar kl. 19.30 viser Lønstrup Café Bio »Rød«, den sidste film i Kieslowskis berømte trilogi Blå, Hvid og Rød. Filmen bliver ligeledes vist den 3. og 5. februar kl. 19.30.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments