Kieslowskis »Hvid« i Lønstrup Café Bio

Torsdag den 12. januar kl. 19.30 viser Lønstrup Café Bio »Hvid«, som er den anden film i Kieslowskis berømte trilogi Blå, Hvid og Rød.

8

Franske Dominique har giftet sig med den polske frisør Karol. I Paris viser Karol sig som en uformående taber ved at gå bankerot, hvorefter Dominique begærer skilsmisse.

Sønderknust vender han hjem til Polen, hvor han forsøger sig i det kriminelle miljø med livet som risiko, men også, skal det vise sig, med chance for at hævne sig på sin tidligere hustru.

En kuffert triller langsommeligt af sted på et bagagebånd. Kufferten har lufthuller, for indeni ligger Karol. Slagen, ludfattig og udstyret med et barns opfindsomhed flygter han fra Frankrig til Polen. Blottet for værdighed.
»Hvid« er en tragikomedie, og Krzysztof Kieślowski viser sig at være mesterligt morsom.

Han ligner en såret hobbit i fløjlsbukser og vams, da han møder op foran retsbygningen i Paris. En fugl skider på ham, før retssagen går i gang.

Karol mestrer ikke fransk, så en translatør forklarer stoisk, at konen Dominique vil skilles, fordi ægteskabet aldrig er blevet fuldbyrdet. Ludende erkender Karol, at det er sandt. De har ikke haft sex, og det er hans skyld. Han kunne simpelthen ikke. Han mister alt. Kreditkort og deres fælles frisørsalon.

I »Hvid« er Paris mørk, og da den lille polak søger under jorden til metroen, fanges han i klaustrofobiske labyrinter. Elendigheden cementeres, når Karol finder kam og lommetørklæde frem og begynder at musicere rædderligt.
Men hævn er en særdeles stærk drivkraft, og langsomt indfinder virketrangen sig i Karol. Han foretager kufferttricket.

Han genoptager frisørgerningen i sit hjemland, bliver ad omveje bodyguard for lokale gangstere, snyder samme gangstere for jordarealer og er pludselig en rig mand. Alt sammen som en del af en større hævnplan rettet mod Dominique.

Den besatte mandsling ændrer udseende, da rigdommen indtræffer: Håret stryges tilbage, Karol skifter til jakkesæt, det bøjede hoved rejser sig, og næsen stikkes i sky.
Zbigniew Preisner imposante soundtrack iscenesætter gravalvorligt de store spørgsmål om retfærdighed, hævn, død og sex.

Torsdag den 12. januar kl. 19.30 viser Lønstrup Café Bio »Hvid« (restaureret udgave), den anden film i Kieslowskis berømte trilogi Blå, Hvid og Rød. Filmen bliver ligeledes vist den 13. og 15. januar kl. 19.30.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments