Kent Ballegaard har senest trænet Hadsten Håndbold, hvor han i forrige sæson førte Hadsten til en kvalifikationsplads om oprykning til Ligaen.
Kent er 45 år og kommer fra Aarhus. Han har selv spillet i den bedste række som fløjspiller og har trænet hold forskellige steder i det midtjyske.
Kent er en træner som stiller store krav til sine spillere og omgivelser. Vendsysel Håndbold forventer, at den nye træner kan bygge videre på truppen, samt være med til at udvikle den enkelte spiller således, at deres ambitioner kan indfries.
– Vi ser frem til samarbejdet med Kent og glæder os til at komme i gang med træningerne og de foranstående kampe, hvor første opgave bliver mod netop Hadsten, noterer direktør Jan Hansen.
Kent Ballegaard siger:
– Da jeg blev kontaktet af Vendsyssel Håndbold, var jeg ikke i tvivl om, at det var en opgave, man ikke kunne sig nej tak til. Vendsyssel Håndbold har de rette ambitioner og er drevet af passionerede mennesker, som ofrer utrolig meget for at få tingene til at lykkes.
– Jeg har haft tid til at kigge på de kampe, Vendsyssel Håndbold har spillet. Jeg ser et hold med masser af potentiale og en sammensætning, der giver masser af muligheder i kampene. Nu handler det om at bruge de kommende 14 dage korrekt og lære pigerne at kende, således at vi kan tage til Hadsten og snuppe to point.