Den 1. november 2014 udløber kontrakten med firmaets færøske producent. Den lejlighed benytter virksomheden med base i Hirtshals til at henlægge produktionen til en dansk fabrik og skifte navn Rent Miljø Kemilux til Rent Miljø Sapolux.
Virksomheden har de seneste 23 år opbygget en kæmpe know-how, når det gælder rengøringsprodukter til fiskerisektoren, offshorebranchen og fiskeindustrien. Den store ekspertise og de mange erfaringer, som folkene bag har høstet gennem årene, gør, at de føler sig godt rustede til en spændende fremtid og glæder sig til at betjene deres mange kunder over hele Europa under det nye brand, som bliver Rent Miljø Sapolux.
– Det lyder som en stor forandring, men faktum er, at den største forskel bliver det nye navn. Produkterne bliver af samme gode kvalitet, sammensat efter vores helt egne opskrifter. Vi fortsætter med det samme brede sortiment, men har dog valgt at give nogle af vores produkter nye navne. For eksempel kommer produktet, som vi har solgt under navnet S1-Ekstra fremover til at hedde Super 1 Alka. Produkterne vil fortsat blive distribueret fra vores lager på Hirtshals Havn. Eneste forskel er vores nye navn, der bliver Rent Miljø SAPOLUX, fortæller salgschef Jakup Jacobsen.
I fremtiden har firmaet planer om at lancere nye produkter til deres i forvejen brede sortiment. Med produktionen af rengøringsmidler i egne hænder, får virksomheden desuden langt bedre muligheder for at produktudvikle efter kundernes behov og ønsker.
– Vi har i øvrigt også planer om at styrke vores salgsorganisation, slutter en optimistisk Jakup Jacobsen fra Sapolux ApS, der har adresse på Cort Adelersvej 6 i Hirtshals.