
Det stod ikke skrevet i Kasper Christensens dåbsattest, at han som søn af en fisker og opvokset i Hirtshals skulle blive berømt, men har man madlavning som sit erhverv, vil man have en god chance for at kende til herren, der i dag står bag Nordic Dining i Australien.
Kasper voksede som nævnt op i Hirtshals. Hans far kunne som fisker ikke forstå sin egen søns ønske om at lave mad og rejse ud i verden, men sønnike vidste fra en meget tidlig alder, at det var det, han var bestemt til at gøre. Kasper følte simpelthen varmen fra køkkenet kalde på ham.
Kasper fik da også sparket ud af skolen og blev rådet til at fokusere på sin passion, da han angiveligt var ude af stand til at koncentrere sig om noget som helst andet. Efter den kontante rådgivning lykkedes det ham at få et job hos den lokale slagter, som gav ham en grundig indføring i branchen og holdt ham optaget indtil starten på karrieren.

Kasper Christensen har også gjort sin entre på nationalt TV i Australien.
Efter at have afsluttet sin eksamen aftjente han sin værnepligt som kok og var udstationeret på Kongeskibet Dannebrog. Prins Henrik fik ham her introduceret til det finere franske køkken, som han dog senere har fravalgt til fordel for det nordiske islæt. I det royale selskab fik han imidlertid frihed til at eksperimentere og forfine sine teknikker, hvorved han i en ung alder lærte at stole på de ingredienser og de færdigheder, han havde samlet op under sin uddannelse.
Gennem hele sin videre karriere har Kasper arbejdet i en række forskellige køkkener i Danmark og Frankrig samt ikke mindst altså i Australien, hvor han som nævnt står bag Nordic Dining. Det seneste halve år har han dog i nogen grad overladt ledelsen af sidstnævnte til andre, idet han selv er blevet Group Executive Chef for seks store restauranter i Australien.
Hans flotte karriere og status som eksponent for nordisk mad kan man læse meget mere om via linket nedenfor.






















































