Karsten og klimakrisen

Bonde Karsten Weinkouff fik tirsdag besøg af en flok friske elever fra Bindslev Skole.

732

Karsten Weinkouff kalder sig stadigvæk bonde, selv om han i dag driver et moderne og dermed intensivt landbrug med mælkeproduktion på Stabækvej ved Uggerby.

– Så længe jeg fortsat har den tætte daglige kontakt til produktionen og dyrene, vil jeg insistere på, at jeg er bonde, fastslår han således til en start, da han tirsdag får besøg af en stor flok friske og videbegærlige elever fra Bindslev Skole.

Eleverne har emneuge, hvor det primære fokus er de 17 verdensmål, der allerede blev vedtaget af FN i 2015, men først for alvor er kommet til offentlighedens kendskab med mediernes fokus på klimakrisen, hvilket nok så meget skyldes lige præcis en svensk skoleelev ved navn Greta Thunberg.

Eleverne får under besøget en grundig rundvisning på bondegården, som man så fristes over evne til at kalde den mellemstore bedrift, idet de på eksemplarisk pædagogisk og letforståelig vis indføres i praktisk taget alle aspekter fra avlsarbejdet over foderets betydning for køernes ydelse til lige præcis de udfordringer, der møder en moderne bonde fra klimaets og politikernes side.

Malkerobotten er en vigtig del af den moderne mælkeproduktion også for en bonde som Kasrsten Weinkouff.

Karsten Weinkouff gør hele vejen igennem meget ud af at forklare, hvor komplekse problemerne er både i landbrugets fødevareproduktion og i sammenhæng med klimaet. Bonden fra Uggerby anerkender nemlig ikke i et og alt bare uden videre de højteknologiske løsninger i form af et hurtigt industrielt eller kemisk fix, der klarer det hele.

Trods lidt skyhed fra begges side blev elever og kalve hurtigt fortrolige med hinandens selskab i stalden.

For Karsten Weinkouff er der kort fortalt ingen vej uden om, at vi alle i den rige del af verden må og skal forbruge mindre. Kloden vil ifølge ham ikke kunne bære, at hele Jordens befolkning skal have vores nuværende levestandard. Ikke ligefrem det synspunkt, man forventer fra en bonde i et erhverv, der i århundreder har levet med vækst ikke kun i biologisk, men også i økonomisk henseende.

Mens en tæller efter, om fingrene endnu er der, får en anden suttet hånd af en kælen kalv.

Endelig er der også punktet med dyrevelfærd og de ansattes trivsel, idet begge dele ligger den lokale bonde meget på sinde. Faktisk praktiserer han overfor køer og medarbejdere noget nær den samme relationspædagogik, der i dag er fremherskende og i mere end en henseende korrekt tone overfor børnene i folkeskolen.

Foderet spiller en central, men i forhold til klimakrisen også problematisk rolle i produktionen.

– Hvis ikke jeg allerede fra begyndelsen får et godt forhold til kalvene, vil de huske det også som voksne køer, hvilket går ud over deres trivsel og min glæde ved arbejdet, fastslår Karsten Weinkouff.

Selv om landmanden kalder sig bonde, er der ingen vej uden om computere på kontoret.

Afslutningsvis inviteres eleverne med ind på det rummelige kontor, der også fungerer som kantine for de ansatte, hvor alle informationerne og indtrykkene skylles ned med sodavand.

 

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Karsten Weinkouff
4 år siden

Fin beskrivelse af en dag på bondegården med besøg af en flok dejlige unger/elever og deres ganske udmærkede lærer
Tak for fin artikel i flaskeposten