
Danmarksserie holdet var lørdag på to svære opgaver, da de fik besøg af Thyboerne og Hovsa.
Afbud fra Merethe Møller og Allan Christensen havde givet plads til Karl Møller og Carsten Hoe. De to skulle sammen med Flemming Nielsen og Jeppe Stolt forsøge at drille de to stærke hold, som var på besøg.
Desværre var modstanden for hård, og det blev i første kamp til et nederlag på 11-5. Næste kamp mod Hovsa blev desværre også et soleklart nederlag på hele 12-5. Jeppe Stolt blev dagens store spiller for Nordpilen med 7 sejre af 8 mulige.
Kvalholdet havde fået flyttet første kamp og skulle kun spille mod NB 88 på udebane. Steen Andersen, Kenneth Mikkelsen, Ove Thomsen og Anne Marie Løth var de fire, som var udtaget til dagens kamp.
Det blev en tæt kamp, hvor Nordpilen ikke før i sidste kamp kunne hente en sejr på 9-7.
Kenneth Mikkelsen var her dagens oplevelse, da han vandt alle sine kampe.