Karl H. Bornhøft (SF): Velfærd værner man om

I stedet for at spekulere på skattelettelser til de rigeste, foretrækker SF at sikre et værdigt ældreliv for de mange, konkluderer i dette debatindlæg Karl H. Bornhøft fra SF.

84
Af Karl H. Bornhøft

Revlingrenden 16
Lønstrup.

Jeg har haft fornøjelsen af at være formand for ældreområdet i Hjørring tidligere – nemlig ved samling og opstart i 2006 og 07.

Det niveau vi lagde der på området – er desværre ikke holdt. Og i den nuværende valgperiode har udgiften per ældre i Hjørring været udsat for et minus på 12 %. I 2013 blev der brugt 43 959 kr. – i 2016 var udgiften 38 869 kr. Det er en uacceptabel udvikling der skal vendes.

Jeg ved godt at størstedelen af kommunerne har skåret på udgifterne til ældre over 65 år siden sidste kommunalvalg – men det er ingen naturlov at det skal gå sådan. Det kræver et opgør på både kommunalt og landsplan – det vil jeg og SF gerne være med til at sætte i gang. Jeg kan ikke love guld og grønne skove selvom SF bliver styrket – men jeg kan love, at det ikke kommer til at gå stille af. Vi vil slås for at ændre udviklingen og at vi har med Bjarne Hastrups ord ”har råd til en anden samfundsudvikling nu”

SF foreslår blandt andet, at der skal være faste teams af medarbejdere i ældreplejen, nye sociale boformer, flextrafik for demente og støtte til pårørende. Og så skal der flere midler til området. Allerede om 8 år vil der være langt flere ældre end i dag. Så hvis vi blot skal holde det nuværende niveau, skal der markant flere midler til.

I SF hylder vi princippet om hellere at forebygge – end at helbrede. Derfor er det et gennemgående tema i vores politik. Lad os undgå at problemerne opstår – det er der god mening i, både menneskeligt, ressourcemæssigt og økonomisk. Rehabiliteringen skal styrkes i den kommende tid – særligt for at øge livskvaliteten hos vores ældre. Og hjælper det så til at strække pengene lidt længere er det fint.

I stedet for at spekulere på skattelettelser til de rigeste, foretrækker SF at sikre et værdigt ældreliv for de mange – og ikke kun for de få. Området skal styrkes i fremtiden – så vi klarer de flere ældre uden servicenedgang, og med et bedre tilbud – det fortjener de. Og der er ingen grund til altid at vente på vi får et problem – lad os fremtidssikre vores ældrepleje – det er politik når det er bedst.

Vi vælger velfærd – og velfærd værner man om.


Frem mod kommunalvalget den 21. november vil vi på den lokale netavis slippe debatten fri og sætte fokus på den lokalpolitik og de politikere, som har indflydelse på livets gang i Hjørring Kommune.

Foto: Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments