Af Karl H. Bornhøft
Folketingskandidat for SF
Hjørring Kredsen
Forsvarsforligskredsen i Folketinget har besluttet at styrke Danmarks forsvar med yderlige 4,5 milliarder kroner frem mod 2023.
Det sker kun et år efter, at et flertal i Folketinget underskrev et forsvarsforlig, der tilførte Forsvaret historiske 12,8 milliarder over seks år. Forligskredsen understreger, at af de 4,5 milliarder – er ”kun” de 1,5 milliarder kroner i denne omgang nye penge – vel nærmest som om det skulle være en formildende omstændighed.
De resterende cirka tre milliarder kroner er eksisterende udgifter, som i dag figurerer andetsteds end på Forsvarets budget, men som efter Natos regler kan medregnes som udgifter til forsvarsalliancen. Den sidste del er vel den eneste del som kan forsvares, og man kan endda undres over det ikke er sket før!
Forløbet viser desværre også, at selvom Trump stort set af alle opfattes som ustabil – ja, så er følgagtigheden overfor USA stadig stor. Og det maner til eftertanke, hvor let man kan finde milliarder til yderlig oprustning – når man betænker, hvor svært det ellers kan være at øge de offentlige udgifter til velfærd. Pengene bliver endnu engang taget fra samfundets rådighedsbeløb – som er tilvejebragt af store reformer som bl.a.velfærdsforliget i 2006 – hvor alle bedyrede at de kun skulle bruges til at fremtidssikre velfærdssamfundet. Nu mangler vi bare at Socialdemokraterne og De Radikale siger at forsvaret også er velfærd. Fuldstændig som LA og resten af regeringen fastholder at nedsættelser af bilafgifter og erhvervsskatter, som de nu har brugt 20 milliarder på – er velfærd.
Diskussionen foregår endnu engang under det uærlige udsagn, at USA ikke skal betale for Europas forsvar, og vi skal sikre en mere ligelig fordelingen af udgifterne. Det ville jo være rigtigt, hvis USA sænkede udgifterne – når de europæiske lande hævede forsvarsudgifterne. Det der reelt sker, er at både USA og de andre NATO lande hæver udgifter, og det ville klæde forsvarsforligspartierne at erkende der er tale om ren oprustning.
Det er forståeligt at Ruslands nærmeste naboer kan være bekymrede, men når man betænker, at styrkeforholdet mellem NATO og Rusland i forvejen er helt ude af proportioner i NATOs favør. Ja, Natos budget er allerede 8 til 10 gange større end Ruslands, og en udvidelse vil kun gavne våbenindustrien – så er vi langt hinsides almindelig sund fornuft. En del af disse penge bliver først brugt i årene fremover, men her og nu er konsekvensen, at disse midler ikke kan bruges på velfærd – fordi de gange enkelt nu er låst af forligskredsen. Sideløbende med dette kører Socialdemokraterne i øjeblikket en kampagne om ”Velfærd først” og man skal nok ikke regne med den bliver rettet til ”Forsvar først – derefter velfærd” – men foruroligende er det.
Flere partier prøver at lade som om der her og nu – er andre valgmuligheder end Lars Løkke og Mette Frederiksen. Selvom vi alle jo godt ved og kan se, at de er valgmulighederne – uanset om man kan lide det eller ej. Derfor bliver det interessant og vigtigt, hvilke dele af de reelle kandidaters parlamentariske grundlag der bliver styrket – for det bliver afgørende for væsentlige dele af den fremtidige politik. Politik kan jo være forrygende enkelt – med de penge nogle prioritere til forsvaret og hensynet til Trump – kan man ikke styrke velfærden.
Og er ønsket en styrkelse af Velfærdssamfundets indsats for børn, ældre og klimaet – er Enhedslisten og SF gode muligheder, og SF naturligvis bedst – for vi tør lave real politik – også når det gør ondt.
Foto: Arkiv.