Af Karl H. Bornhøft
Folketingskandidat for SF
Hjørring Kredsen
De fleste husker vel Iraks informationsminister der stædig fastholdt, at Irak ikke var ved at blive invaderet – selv da invasionsstyrkerne stod lige udenfor Bagdad, og det gav fortjent øgenavnet Komiske Ali.
Nogenlunde samme trækninger på smilebåndet får man når Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt på Christiansborgs Slotsplads fortæller de unge demonstranter, hvor glad og hvor meget han vil huske deres budskab om bedre miljøindsats – for han repræsenterer jo simpelthen den grønneste regering i nyere tid! Og lige her er det svært ikke at tænke Komiske Lilleholt.
Vi der har fulgt ministeren siden hans permanente indtræden i folketinget i 2001 – ved han konsekvent i alt hans arbejde og forhandlinger omkring forlig – har forsøgt at gøre beslutninger så lidt ambitiøse som overhovedet muligt. Det har naturligvis ikke været på hans egne vegne – men Venstres vegne. For Venstre har ‘konstant trukket håndbremsen’ i mange af de afgørende forligsforhandlinger, måske lige bortset fra landbrugets biogas, der får langt mere stats-støtte end nogen anden form for vedvarende energi – her gælder Venstres nye krav om ‘teknonologi-neutralitet’ åbenbart ikke.
Klima og miljødebatten er blevet et område, hvor det nærmest er blevet ligegyldigt hvad partierne siger – for alle kan sige de rigtige ting. Altså lige bortset fra DF og LA der efterhånden vel nærmest holder mund af taktiske grunde. Det betyder, at for mennesker for hvem klima og miljø betyder meget – er det handlinger der bliver afgørende, og her er det vigtigt at huske følgende:
Siden folketingsvalget har Løkke-regeringen konsekvent forsøgt at undergrave Danmarks klimapolitik. I den første finanslov halverede de midlerne til energiforskningen. Det blev fuldt op med en stribe af solcelle haste love, samt forsøget på at stoppe de i energiaftalen aftalte kystnære havmøller. Det sidste blev dog forhindret af de Konservative i første omgang, men da de i 2016 gik med i Løkke-regeringen sammen med LA, opgav man samtidig kravet om at Danmark politisk skulle styre efter et nationalt klimamål i 2030.
Når salget af el-biler i Danmark er gået helt i stå, samtidig med at salget af benzin/diesel-biler er eksploderet – så afspejler det den førte politik. Når alle Løkke-regeringens finanslove og landbrugspakker har betydet øget CO2-udslip, er det ikke overraskende at det Grønne Nationalregnskab viser, at Danmark CO2-emissioner siden folketingsvalget har været stigende – efter at have været faldende siden 2006. Løkke regeringens svar har så været at fjerne bevillingerne til det Grønne Nationalregnskab, man ‘skyder da bare pianisten, når man ikke kan li’ melodien’.
Skal Løkke-regeringen anerkendes – er det udelukkende for kraftigt oprustet klima-retorik – om ”de simpelthen den grønneste regering i nyere tid”. Og det blå venstre logo er blevet udskiftet med et grønt. Når man påstår at de nuværende positive klimapolitiske resultater kan tilskrives Venstre, så er det altså helt udokumenteret, og i direkte modstrid med handlingerne. Så også på klima og miljøområdet bør det være – det man gør der tæller. Og skulle det give regeringen end ny mulighed! Ja, så skal man være stærk i troen på ”at også en omvendt synder fortjener en ny chance”.
Der er ingen grund til at gamble med klima og miljøområdet fremover, og et naturligt valg ville være partier som SF der støttede borgerforslag om klimalov nu, og tør arbejde med langsigtede miljømål og konkrete handlinger. Det har Danmark og kloden brug for.
