Af Karl H. Bornhøft
Folketingskandidat for SF
Hjørring Kredsen
Et politisk fatamorgana er den mest rammende betegnelse for regeringens forslag til ny sundhedsreform. Udover den fjerner et demokratisk led nemlig folkevalgte i regionsrådene, og erstatter dem med statslig udpegede og indirekte valgte – så opstiller den mål som ingen bund har i virkeligheden.
Regeringen påstår at man med reformen kan undgå 500.000 ambulante besøg og 40.000 indlæggelser på sygehusene i 2025. Det er de store tal, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lagde frem, da han ville gøde jorden for den reform, der skal overbevise danskerne om – at Løkke har de rette svar i sundhedspolitikken. Gad vide om statsministeren ikke er klar over, at der jo ingen er – der tager på hospitalet uden man har brug for det.
Og som en der har arbejdet med sundhedspolitik over en lang årrække tør jeg godt sige – det er ambitiøst bare at holde tallene på det nuværende. Og det vil i sig selv kræve en stor indsats med udviklingen i antal ældre, og den udvikling der gudskelov kommer af bedre og mere specialiserede behandlingstilbud og operationer – at holde det nuværende niveau. Og ikke overraskende viser det sig, at der ikke findes solid evidens at basere målsætning på, og flere eksperter siger der er tale om gætteri« og ønsketænkning – eller måske har statsministeren bare deltaget i den gode gamle leg TÆNK PÅ ET TAL.
I Sundhedsstyrelsen notat om baggrunden står der sort på hvidt ”Der er dog ikke foretaget nogen systematisk gennemgang af evidens specifikt med henblik på at estimere potentialet for øget opgaveløsning uden for sygehusene, og der vil formentlig heller ikke være meget solid evidens at basere sig på. Estimater skal ses i det lys, og der tages forhold for estimaterne”. De kunne jo bare have skrevet ”det aner vi ikke en DYT om”, men det var jo ikke det Løkke have brug for – for han vil endnu engang lege med patienter og borgere for at fremme en politisk målsætning.
Ved igen at fokusere på struktur, struktur og atter struktur, som regeringen gør med sin nye sundhedsplan – fjernes fokus fra de egentlige hovedproblemer i dansk sundhedsvæsen. Behandlerne ved, de skal undersøge, før de kan behandle – det bør regeringen også lære. Og det der mangler er: Det politiske mod til at acceptere der reelt foregår prioritering i vores sundhedsvæsen, at der skal uddannes og ansættes flere til at løse opgaven, og at vi er villige til at betale for det vi forlanger og forventer.
Sundhedsreformen tegner et billede af en borgerlig fløj, der har ladet sig snøre ind af teknokratiske fantasier og glemt en stor del af deres vælgere. Den omtalte reform har som hovedpunkt at afskaffe regionerne og erstatte dem med 21 ”sundhedsfællesskaber” med en central ledelse af sundhedsvæsenet i Aarhus? Bliver noget mere decentral fordi ledelsen ikke er i København men Aarhus? Reformen påstås at rydde op i bureaukratiet, skabe synergier og stordriftsfordele, samt større spillerum for effektiv digitalisering – og naturligvis sætte patienten, brugeren eller borgeren først. Skulle en behandler stille diagnosen – ville det blive FLOSKELSYGE.
Får regeringen held med denne reform, så er der en pris – når man bevæger sig fra demokrati til teknokrati. Og ikke kun for de folk, hvis adgang til velfærdsgoder sættes i fare, men vigtigere for systemet som helhed. Den demokratiske repræsentation kanaliserer befolkningens utilfredshed og giver den en politisk ansvarlig form. Det er en måde for folk at blive hørt på, eller i det mindste føle – at de bliver det. At afskaffe det politiske led er en opskrift på at forstærke en dybt forankret følelse af afmagt, som ikke mindst i Danmarks yderområder henter yderligere næring fra den generelle strukturudvikling i Danmark, og den konkrete oplevelse af den erhvervsmæssige og offentlige centralisering over de sidste mange år.
Meget taler for en mere decentral struktur, uden at ødelægge det der fungerer. Vi får forhåbentlig ikke et nyt sundhedsvæsen, men et udviklet – til gengæld får vi forhåbentlig en ny regering.
