
Efter Michael Vajhøjs veloplagte præsentation fredag aften kl. 20.00 af Poul Krebs og Henning Kvitnes indtog de to herrer med en helt særegen autoritet scenen i auditoriet på Nordsøen.
– I Hirtshals Musikforening har vi glædet os utroligt meget til denne aften. Vi har tidligere haft den store fornøjelse af at have besøg af Poul Krebs, dels her på Nordsøen, men også til en magisk sommeraften til Musik Under Trappen, fortalte forinden Michael Vajhøj.
– I aften har Poul inviteret en af sine norske kollegaer. De to har tidligere været på tur sammen, en tur der også bragte dem til sangskrivningens hovedstad i Austin i Texas, hvor Poul blandt andet også har været en af initiativtagerne til sangskrivermiljøet House of Songs, oplyste Michael Vajhøj.
Før koncerten havde rigtig mange af aftenens forventningsfulde gæster allerede fra kl. 18.00 indtaget et solidt dansk måltid mad, idet der var karbonader og stuvede grønærter samt kartofler på menuen i restauranten på Nordsøen.
Eftersom karbonaderne for en umiddelbar betragtning ikke havde meget andet til fælles med aftenens duo end bogstavrimet på deres efternavne, kan det forekomme søgt alligevel at antyde en sammenhæng, men ligeså velkendt denne ret er for danskere, nærmest ligeså familiært nærværende forekommer på scenen Poul Krebs og Henning Kvitnes.
Deres intimt tætte indbyrdes musikalske slægtskab og nære venskab havde i hvert fald denne aften en umiddelbart smittende effekt på samtlige gæster i det propfyldte auditorium, hvor alle helt naturligt lod sig rive med af velkendte numre og humoristisk turnerede anekdoter fra de to troubadurers lange karrierer i branchen.
De gensidige drillerier blev forenet i et fælles sprog, som Poul Krebs kaldte dorsk, hvorefter han kom ind på det, han karakteriserede som det norske tungsind, der angiveligt måtte være en udfordring for turistindustrien på Toppen af Danmark. Det var dog en sindsstemning, som den lune nordmand med sproglig snarrådighed fik korrigeret til at være udtryk for varm melankoli.
Det er vanskeligt at udpege højdepunkter ved så vellykket en koncert, men det kunne være titelnummeret fra albummet Back to Little Eden af Kvitnes samt Små Sensationer og Sådan Nogen Som Os af Poul Krebs.
Før de to garvede herrer forlod scenen for straks efter at lade sig lokke tilbage med et ekstranummer havde Poul Krebs opfordret publikum til fortsat at bakke op om Hirtshals Musikforening.
Unødvendigt, kunne man indvende, når man som indfødt kender til opbakningen og foreningens popularitet, men i den grad velfortjent. Hatteløft for HMF, karbonader, Kvitnes og Krebs!