Et gammelt mundheld hos sælgere siger: ”Hav den rigtige vare, på det rigtige tidspunkt, til den rigtige pris, så er du sikker på et godt salg”.
Om det er den strategi, Høj Data i Sindal har lagt, kunne man godt fristes til at tro. Indehaver Tommy Høj fortæller til FlaskePosten.nu, at man netop i dag har solgt nummer 500 af en Lexmark farvelaser, som man kører tilbud på.
– Vi har været rigtig heldige med at gå sammen med en stor kollega i vores kæde om at købe laserprintere hjem sammen. Det gør, at vi kan sælge en farvelaserprinter, der normalt koster 1695,00 kr. til bare 595,00 kr. Printeren er specielt populær, fordi den kommer med 4 tonere, der hver har en teoretisk kapacitet på 1400 sider. Så for langt de fleste mennesker behøver man så ikke tænke på at købe toner de første par år, fortæller Tommy Høj.
– For en butik af vores størrelse er det fantastisk at sælge så mange printere. Så vi er faktisk blevet i så godt humør, at vi vil forære en printer til FlaskePostens læsere. På flaskepostens Facebook side kan man skrive, hvorfor man selv eller en anden skal have printeren, slutter Tommy Høj.
Vinderen trækkes mandag den 19. marts. Eneste betingelse for at deltage er, at man selv henter gevinsten i Sindal.