Kan man kalde borgmesteren for en kæmpe torsk?

Udvalgsformand Søren Smalbro fra Venstre har i en debattråd rejst en principiel debat om tonen ikke mindst i sagen om Havbakken i Tornby og et nyt plejehjem i Sindal.

2872
Foto: Arkiv.

En kommentar som denne burde ikke finde vej til et offentligt medie som FlaskePosten, skriver udvalgsformand Søren Smalbro fra Venstre i en debattråd, som ses i udklip nedenfor, om Havbakken i Tornby og et nyt plejehjem i Sindal.

Screendump til dokumentation af debatten.

I den pågældende kommentar sætter en debattør lighedstegn mellem borgmesteren og en torsk. Den sammenligning kan man smile af eller forarges over, men det er nu altså helt almindeligt i dansk sprogbrug at kalde nogen for en torsk, hvis vedkommende gør noget, som man finder kritisabelt jævnfør udtrykkene torskedumt og tanketorsk. Desuden har vores erfarne og dygtige borgmester angiveligt stået model til langt værre angreb andre steder.

Som udgangspunkt er vi på den lokale netavis helt enige med både udvalgsformanden og alle andre, der fornuftigvis ser ud til at foretrække fokus på saglighed og argumenter både i debatten og i omgangen med hinanden.

Når det så er slået fast, synes vi som allerede antydet ikke, det er vores opgave at stramme grebet om ytringsfriheden langt ud over, hvad racismeparagraf og injurielovgivning tilsiger.

Idéhistorisk er ytringsfriheden som bekendt et kært barn af den europæiske oplysningstid og kravet om tolerance. Ytringsfrihed i medierne er i den sammenhæng retten til bramfrit at meddele sig til offentligheden uden sanktioner.

Når debattører forfalder til, hvad der kunne kaldes almindeligt grænseoverskridende udtryk, falder denne sprogbrug efter vores bedste overbevisning tilbage på afsenderen.

Det er kort fortalt ikke de stuerene meninger endsige politisk korrekte meningstilkendegivelser, som har behov for beskyttelse af princippet om ytringsfrihed. Det er tværtimod dem, der kan falde andre for brystet.

Til gengæld vil vi til enhver tid tage afstand fra ethvert forsøg på med vold eller trusler om ubehageligheder at lukke munden på andre. Altså ingen mindstemål på tanketorsk!


Ovenstående står for vores egen regning her på netavisen, idet Mark Zuckerberg tydeligvis anlægger en noget mindre tolerant og liberal linje også for vores side på Facebook.


Link til debatindlægget med den efterfølgende tråd

Charlotte Voetmann: Højhus ikke egnet som nyt plejehjem i Sindal

11 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Hanne
5 år siden

Desværre er det næsten altid det der sker i de oplæg, som kommer op . Jo længere ” kommentartråden” jo mere svinsk og useriøs bliver det .
Og mange gange har man en fornemmelse af at man ikke engang har læst det oprindelige indlæg.

Søren Chr. Jensen
5 år siden

Ham med torsker er ligegyldig. Det stærkeste er Smalbros værgen om den gode tone – selvom det barske udtryk ramte en politisk modstander. Kvalitet.

Søren Smalbro (V)
5 år siden
Reply to  Niels Skipper

Kære Niels Skipper – tak for at du/i er vågne på flaskeposten.
Mit udsagn kan misforståes derhen at det er jer som medie jeg “angriber”- det er ikke min hensigt. Selvfølgelig skal i ikke til at redigere nyhederne og debatten, som det vist nok er kendt fra visse andre lande, – graden af ytringsfriheden må aldrig komme til debat i Danmark.
Når jeg går ind i debatten er det ganske enkelt fordi jeg ikke mener at det er i orden at kalde vores demokratisk valgte borgmester, en “kæmpe torsk”, til trods for politiske uenigheder.
At borgmesteren har stået model til det der er værre andre steder og på andre medier kan under ingen omstændigheder blive en formidlende omstændighed.

PS. Mange tak for en god og aktiv Flaskepost, den er vi rigtig mange der er
meget glade for.

inger-lene poulsen
5 år siden

Tak til Søren Smalbro for sin mening, om meninger, politiske overbevisninger m.v.
Smalbro er altid venlig- uanset enighed eller uenighed. Demokratiet er en ret- men vi vælger selv omfanget af benyttelsen.

Søren
5 år siden

At man kan og bør holde en tone som er anstændig køber jeg til fulde. Dog vil jeg tillægge, at den såkaldte udmærkede borgmester ikke var den sidste til at komme med “spydige” kommentarer og det så langt tilbage som sidste år da lukningen af Havbakken var oppe og vende på to møder i Tornby Hallen.
Hvor mon den såkaldte “politikerlede” startede – hos politikerne selv.

Ole larsen
5 år siden

Hvad er der nu galt med torsk, det smager godt ?

Kurt Berg
5 år siden

Husk at føle jer krænket hver dag gerne flere gange om dagen

Jesper
5 år siden

Velkommen til internettet siger jeg bare. Hvis man bliver stødt over, at en person kalder en anden for torsk, så skal man ikke befinde sig på et frit tilgængelige forum.

Internettet er fyldt med langt mere grov omtale af mennesker. Sådan er det. Specielt steder, hvor folk kan være anonyme.

Hvis man ikke vil have sådan tone sine offentlige medier, så skal man overveje en “anmeld” funktion på siden, hvor beskeden bliver slettet/skjult efter et bestemt antal anmeldelser og/eller en administrator så for besked og kan vurdere kommentaren.

Når det så er sagt, så syntes jeg ikke at blive kaldt for torsk måske er det groveste i verdenen. Jeg er blevet kaldt og sagt lagt værre ting til end det. Så hvis man begynder at græde over det, så burde man nok ikke være en offentlig person. Det er blot min holdning.

Joan Nielsen
5 år siden

Hvad ved hun om det?