Danmarks Fiskeriforening PO, Danish Seafood Association, Danmarks Pelagiske PO og Marine Ingredients Danmark støtter fuldt ud op om Regeringens indsats for at bringe Danmark gennem Corona-krisen.
Efterspørgslen efter dansk fisk og fiskeprodukter er faldet drastisk den seneste uge som følge af, at store dele af Europa er lukket ned. Restauranter er lukket og forbrugerne er dermed afskåret fra at gå ud og spise.
For at sikre forbrugernes fokus på den sunde danske fisk under Corona-krisen, har Danmarks Fiskeriforening PO, Danish Seafood Association, Danmarks Pelagiske PO og Marine Ingredients Danmark sendt et fælles brev til fiskeriminister Mogens Jensen.
I brevet foreslår de fire organisationer, at Regeringen sætter midler af til en kampagne, der kan stimulere forbruget af fisk i Danmark.
– Det er forventeligt, at forbrugerne under en krise, som vi gennemlever lige nu, ikke tænker på kostrådene som det første. Et af de officielle kostråd er “Spis mere fisk”. Blandt andet fordi fisk indeholder fiskeolier, selen, jod og D-vitamin, som kroppen har brug for, og som er svære at få nok af gennem andre fødevarer, lyder det blandt andet i brevet til fiskeriminister Mogens Jensen.
Medlemmerne hos Danmarks Fiskeriforening PO og Danmarks Pelagiske PO vil bestræbe sig på en stabil råvareforsyning, og Danish Seafood Associations medlemmer i forarbejdningsindustrien sikrer, at fiskevarerne er klar til køledisken i detailhandlen til den ønskede tid – også under Corona-krisen.
Kilde: FiskeriTidende.