Kamilla fra Hirtshals oplærte skatteministeren

Kamilla Lyngby roste Karsten Lauritzens ihærdighed og vil ikke udelukke, at han kunne søge kokkevejen, hvis han får brug for et karriere-skifte.

1136

Kamilla Lyngby fra Hirtshals havde mandag på EUX Gastronomi og Service i Hjørring en times tid til at lære skatteminister Karsten Lauritzen nogle nye tricks i køkkenet, da han dystede mod husets og EUC Nords direktør Neil Jacobsen om at lave den bedste hummer-suppe.

EUC Nords kokke-uddannelse er ny og har fået en flot modtagelse. Det budskab har spredt sig viden om, og derfor havde skatteministeren bedt om at se og høre mere i forbindelse med hans besøg på uddannelses-institutionen i Hjørring.

Han blev også trukket i arbejdstøjet.

-Som noget helt særligt havde vi lokket skatteministeren i køkkenet, hvor han skulle deltage i en Masterchef-klasse sammen med vores direktør Neil Jacobsen. Udfordringen var sammen med en kokkeelev at kreere en ret på 30 minutter og efterfølgende bedømmes, fortæller en af dagens dommere, uddannelseschef på Gastronomi & Service Dennis Kindberg. Den anden strenge og retfærdige dommer var faglærer Thomas Riis.

Ministeren dystede sammen med Kamilla Lyngby mod to dygtige elever samt et tredje hold bestående af Neil Jacobsen med Erik som kokke-lærer. De to endte i en tæt dommerafgørelse med at vinde den spændende konkurrence foran ministeren og Kamilla. Små ting afgjorde det hele, og dommerne udtrykte generelt tilfredshed med dagens niveau.

Kamilla Lyngby fra Hirtshals roste Karsten Lauritzens ihærdighed og vil ikke udelukke, at han kunne søge kokkevejen, hvis han får brug for et karriere-skifte.

Hun er godt igang med den nye kokkeuddannelse på EUC Nord i Hjørring, og er om knap to år færdiguddannet bag køkkengryderne på skolen i Hjørring.

Skatteminister Karsten Lauritzen fik også en rundtur på EUC Nords erhvervsuddannelser og besøgte blandt andet Skills City, hvor husets nyeste elever bygger en by op sammen – på tværs af fagene.

-Jeg synes som dommer også, at niveauet har været fint i dag både hos gæsterne i køkkenet og hos vore dygtige unge mennesker. Vi har på EUX Gastronomi og Service i Hjørring heldigvis også fået mulighed for at uddanne flere til de mange spændende muligheder, der er i branchen, fortæller faglærer Thomas Riis.

Han glæder sig over, at der er gode muligheder for at få job efter endt uddannelse i Hjørring.

Du kan se meget mere om Fagretningen Gastronomi og Service og EUC Nord.

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments